Hold kæft, eller skrub af!

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg anede ikke, at der en sådan smålighed blandt nogle danske forfattere. De, der om nogen lever af ytringsfriheden, Susanne Brøgger m fl. viser sig nu som militante og truende censorer af andres ytringsfrihed. Man tror, at det er en historie hentet fra Nordkorea, men det er såmænd en historie fra Det Dansk Akademi.

Et medlem har tilladt sig at fremture med meninger, som andre ikke bryder sig som. Derfor bliver medlemmet, Marianne Stidsen bedt om at tie stille eller forlade akademiet.

For flere medlemmer af det danske akademi er livsansanskuelsen desværre: Hold kæft eller skrub af.

Da Marianne Stidsen nægter at skrubbe af, griber de medlemmer, der ikke kan rumme uenigheden ikke til enhver dansk borgers vigtigste våben, ytringsfriheden, modsigelsen. Kampen om hjerner og hjerter.

Nej, Susanne Brøgger og co. tør eller gider ikke den offentlige debat og forlader i stedet Det Dansk Akademi og giver derved den uimodsagte Marianne Stidsen en større del af magten i akademiet.

At true med at blive og modsige de meninger, man ikke bryder sig om, er ikke disse forfatteres sag. Så hellere overlade ejerskabet til Marianne Stidsen.

Hellere luske af end at tage en debat. Hellere forsømme det man er udpeget til på livstid end at afsløre, at man er påbegyndt en intern debat, man ikke har mod til fortsætte endsige bringe frem i lyset, hvor den hører hjemme.

Susanne Brøgger beklager sig over, at hun møder den opfattelse i Sverige, at Marianne Stidsens meninger er udtryk for det Dansk Akademis standpunkt. Jamen den klage bør Susanne Brøgger da netop rette imod sig selv. Hvad skal medlemmerne af Det Svenske Akademi, da tro. De må da tro, at den, der tier samtykker.

Der er medlemmer, der stikker hovedet i busken, gemmer sig bag en undskyldning om tavshedspligt.

Sikke noget vås. Der er jo ingen, der har tavshedspligt om egne meninger om generelle samfundsanliggender, der diskuteres i det offentlig rum.

Det Danske Akademi er vel endnu ikke en loge eller et politbureau, hvor man skal afsværge personlige meninger. Eller er det netop det, de nu forhenværende medlemmer ønsker?

De tavse og de forhenværende medlemmer burde skamme sig.

Det er nærmest den omvendte situation af tiden bag jerntæppet, da forfattere i Østuropa risikerede deres liv i kampen for det frie ord.

Den kamp har akademiet åbenbart opgivet for længst. Og så har akademiet i grunden overflødiggjort sig selv.

Er det virkelig Det Danske Akademis svanesang vi lytter til. Er det akademiets nekrolog, som de forhenværende og tavse medlemmer ønsker at skrive?

Eller kan akademiet holde sig selv i live en stund endnu ved at dryppe pikante afsløringer om, at man jagter den, der lækkede fra den interne diskussion.

Ak, ja. Helt tilbage i oldtidens græske dramaer har man jagtet og dræbt budbringere.

Er tidens danske forfattere virkelig ikke nået længere?