At være grønlænder i coronaland er blevet en endnu mere mærkelig størrelse
Det er som om Grønland tager det bedste selv: den storslåede natur og kulturarven, mens Danmark er det sted, hvor vi hænger det beskidte undertøj til frit skue.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er ikke let for nogen at være begrænset som vi er i corona-krisen. Men de meget udstillede bliver endnu mere udstillet, når vi med det blotte øje kan se, hvor ringe det er fat med vores landsmænd. Det er ubehageligt at se hjemløse kæmpe, men det er endnu mere hjerteskærende at se grønlandske hjemløse med samme status kæmpe mod at være nederst i hierarkiet.
De udstiller ikke bare sig selv men også alle vi andre. Det er ikke noget kønt syn, og det påvirker os alle, fordi fordommene rejser stærkere end informationerne.
Jeg kunne godt ønske, at vi midt i denne elendighed fik mere fokus på forholdet mellem Grønland og Danmark. Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Favne hinanden og se på os, som et folk, der er sammen i krise i rigsfællesskabet?
Krisen har fået os til at være mere fællesskabsvenlige og mange rækker hånden ud mod deres nabo. Kan vi ikke gøre det samme mod grønlændere?
De/vi er danske statsborgere som alle jer, og vi burde se på dem som ligesindede med andre udsatte i Danmark, fremfor at se på dem som fremmede og et eksporteret problem fra Grønland.
Jo vist udsatte grønlændere i Danmark er et udtryk for en forfejlet politik, men det kan grønlænderen på torvet ikke bruge til så meget.
Lad os række hånden ud mod vores landsmænd og gøre et helhjertet forsøg på at få grønlændere i Danmark inkluderet i det danske samfund.