Det er for hjertekoldt ikke at tillade besøg hos dem, vi elsker
Vi burde åbne for besøg fra pårørende. Vi bør åbne for, at kærligheden kan komme frem. At vi kan sige farvel til dem, vi elsker. Det har vi brug for – også i en krisetid som nu.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi skal holde afstand og passe på hinanden. Ja. Men der er en grænse. For nogle af vores mest sårbare medborgere, venner og familier betyder afstanden stor sorg og svigt.
Pårørende til døende på landets hospicer kan ikke komme på besøg til et sidste farvel. Pårørende til demente på plejehjem kan ikke komme forbi. I dag fortæller Ældre Sagen om en kvinde, som ikke har besøgt sin mand i fem uger. Hendes mand forstår ikke situationen og forstår derfor ikke, at hun ikke kommer. Han spørger efter hende, og hun må forsøge igen og igen at forklare, at hun ikke MÅ komme på besøg, men at hun stadig elsker ham og gerne VIL komme på besøg. Det kan han ikke forstå.
Det er godt, vi passer på hinanden og holder afstand. Men der er også mennesker i samfundet, som vi svigter ved at holde afstand. Døende, syge eller demente er mennesker, som har desperat brug for at være sammen med deres familie og venner.
Som pårørende har man brug for at være sammen. Som barn til en døende far på hospice har man brug for at kunne komme forbi. Man ved aldrig, hvornår det er sidste gang. Som ægtefælle til demente på plejehjem har man brug for at kunne komme forbi og vise, at man stadig elsker hinanden.
Vi må ikke lade vores forsigtighed ødelægge dyrebare relationer, de sidste farvel og den intime kærlighed mellem mennesker.
Vi burde åbne for besøg fra pårørende. Vi bør åbne for, at kærligheden kan komme frem. At vi kan sige farvel til dem, vi elsker. Det har vi brug for – også i en krisetid som nu.