Coronakaratæne er symbolpolitik, hvis den ikke er konsekvent

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Lasse Skou Andersen er ude med riven i dagens information d. 15.04.20. Covid-19 skal ikke bruges til symbolpolitik og populisme, lader til at være det gennemgående budskab. Det er svært at være uenig i. Vi skal alle tænke os om, vi må endelig ikke overreagere, men vi skal så sandelig heller ikke være fodslæbende. Men når Lasse Skou Andersen knastørt konstaterer: »I coronaens navn fører venstrefløjen og DF symbolpolitik mod udenlandsk arbejdskraft,« så er det på tide at kigge indad og overveje, om man ikke selv lige har overreageret kraftigt.

Danmark lukkes ned

Den 11. marts 2020 sad jeg om aftenen og kiggede med sammen med det meste af Danmark, mens vores statsminister lukkede kongeriget ned. Folk blev sendt hjem i hobetal, strenge instrukser blev udstukket, det gjaldt alle, vi skulle holde afstand, hænder og berøringsflader skulle afsprittes, grænserne blev lukket, og det blev indskærpet, at folk, der havde befundet sig på den anden side af de her grænser, nu skulle gå i karantæne i to uger. Hele verden blev anset for risikozone, og vi skulle ikke tage chancer. Der blev gået med livrem og seler.

Arbejdspladsen kører videre

Da jeg stod op den 12. marts og kørte på arbejde, var gaderne fuldstændig blottet for trafik. Vi havde virkelig taget det her til os. Der var virkelig en undtagelsesstemning. Også da jeg mødte ind på byggepladsen. I skuret var kollegaerne i vildrede. Hvad fanden gør vi? Hvordan kan det være sundt, at vi går på arbejde, når alle andre isoleres? Kollegaerne tog det fra den ene dag til den anden meget seriøst. Vi blev hurtigt enige om, at situationen var ekstraordinær, og var man det mindste nervøs for sit helbred, skulle man gå hjem. Men her sluttede det ekstraordinære også. For mens andre blev sendt hjem, og store forsamlinger blev forbudt, så fortsatte de store byggepladser med at køre. Bevares, vi blev påbudt at sidde færre i skurene, men ellers fortsatte tingene, som de plejede. Og særligt en ting undrede kollegaerne. Hvordan kunne det give mening, at vi skulle gå i karantæne i to uger, hvis vi havde været i udlandet, når kollegaerne fra selv samme udland fortsat rejste ind og arbejdede, som var intet hændt?

Ens regler for alle

Når vi som samfund udsteder så omfangsrige retningslinjer, så er det, fordi det er nødvendigt. Så nytter det ikke noget, at Lasse Skou Andersen trækker enkelte eksempler frem og siger, at i Rumænien og Polen går det da meget fint, og Sverige håndterer det da også fint, så det går nok, de er jo med til at få hjulene til at køre rundt. Jo tak, men det er tjenere, kokke, bygningsarbejdere, chauffører og industriarbejdere, ingen nævnte, ingen glemt, der bor inden for landets grænser altså også. Og vores sundhed og sikkerhed er lige så vigtig som alle andres. Når 3F presser politikerne for at få en karantæne på plads for vores udenlandske kollegaer, så handler det om alt andet end symbolpolitik. Så handler det om, at kraftige opfordringer ikke efterleves. At sundhed, sikkerhed og tryghed er et elementært krav, der selvfølgelig også skal gælde for folk, der ikke kan arbejde hjemmefra under nedlukningen. Det eneste dårlige, man kan sige om politikernes forhandlinger om karantæne for alle arbejdere, der har opholdt sig i udlandet, er, at det er kommet alt for sent i gang.