Sex, fjordrejer og eksistentiel tomhed
Forfatteren Jens Smærup Sørensen revser danskerne, man kan han selv give en kur mod velfærdshedonismen?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Sex og fjordrejer. Ifølge forfatteren Jens Smærup Sørensen er det midlerne, danskerne bruger til at dulme tomhedsfølelsen. Den tomhedsfølelse, der opstår, når man mangler noget større at leve for.
Men uanset hvor meget lækker mad man indtager, og hvor meget sex man dyrker, skaber det ikke nogen dybere lykke, noterer Smærup Sørensen i sin tankevækkende analyse i Jyllands-Posten anden påskedag.
»Det er ikke gratis at lade hedonismen få frit spil. Hvis man udelukkende skal finde sin livsfylde i kraft af at få opfyldt sine elementære lystbehov, risikerer man let at blive spærret inde i en klaustrofobisk fornemmelse af, at man er landet på Jorden som et tilfældigt væsen i en tilfældig tid, hvorpå man en dag dør. Og det var så det.«
Det er livsklogt, hvad forfatteren her udtrykker. For det er jo kun de elementære her-og-nu-behov, man kan dække ved at lade lystfølelsen styre sit liv. Og derfor er tomhedsfølelse den nødvendige følge af den danske velfærdshyggehedonisme.
Midt i en coronatid, hvor alle er tvunget til at stoppe op og tænke over de store spørgsmål, er det velgørende, at en anerkendt dansk forfatter stiller diagnosen så klart.
Men lige så klart, som Smærup Sørensen stiller diagnosen, lige så uklar er den kur, han peger på.
Det er noget med naturen. Den natur, som det store flertal af danskere levede med og af indtil for et par generationer siden. Slægtsgården, som man overtog fra sine forfædre og gav videre til sine efterkommere, forsynede den enkelte med livsfylde og en højere mening med tilværelsen.
Det er for længst forbi, men længslen er her stadig og får udløb, når vi kaster os over altankasser, parcelhusbede eller de uundværlige kæledyr, som skal bære »menneskets behov for natur i deres liv«.
Derfor er det vigtigt, at vi igen kommer »tættere på den natur, vi er en del af«, slutter forfatteren af med at påpege. Og han konstaterer samtidig, at den økologiske bevægelse har klare religiøse overtoner.
Det sidste er jo rigtig nok, men at tættere kontakt med naturen skaber dybere livsfylde, er til gengæld noget af en påstand.
Hvis mennesket kun er natur, så har vi jo netop ikke andet end krop og kroppens behov, og vores døde legeme kan passende smides på lossepladsen, den dag vi når så vidt.
Naturen er dybest set nådesløs og ubarmhjertig og kan først og fremmest hjælpe til at indse, hvor små vi er.
I ”Lykke-Per” beskriver Henrik Pontoppidan, hvordan Lykke-Per møder naturen på lange ensomme vandreture i alperne. For første gang nogensinde gribes den opblæste, fremskridtstroende Per Sidenius af ægte ydmyghed. Han begriber sin egen lidenhed, men samtidig rejser mødet med bjergene, med de »stivnede, i evig ligegyldighed hvilende stenklumper« også spørgsmål hos ham. For her møder man ikke andet end »Tomhed! Tomhed! Iskulde! Dødsstilhed!«
Per bliver rystet og ydmyg ved denne oplevelse, men den løser ikke tilværelsens gåde for ham.
Jeg kan godt lide dén passage fra ”Lykke-Per” (første bind), fordi den gennemhuller meget af den hygge-natur-romantik, der hærger vores tid, og som fungerer som religiøs sutteklud for så mange. Som om naturen er noget varmt og kærligt!
Jens Smærup Sørensen er en alt for klog mand til at hoppe på den vogn og forveksle naturen med religion.
Vores forfædre rundtomkring på gårdene var i hvert fald klogere. Når de havde høstet deres marker, gik de i kirke og sagde tak til Gud, for de vidste, at »den mark, som blev min, var altid dog din« … »det vokser jo medens vi sove«.
Vi gennemlever en krise nu, men den er vel at mærke mikroskopisk, i forhold til hvad de tidligere slægtled har gennemlevet.
Hvad holdt dem oppe? Arbejdet og pligten over for de forhåndenværende opgaver har uden tvivl hjulpet meget, men der har skullet mere til. Også mere end naturens evige og nådesløse kredsløb.
For hvilken trøst er der i at vide, at man kun er et lille bitte fnug i det store tomme rum, og at man i sig selv er komplet ligegyldig? Tænker man den tanke til ende, ender man samme sted som velfærdshedonisten med alt, hvad dertil hører af sex, fjordrejer og eksistentiel tomhed.
Der skal mere til. Der skal evighed til. Det var i hvert fald den evige Gud, de gamle bad til, når de var færdige med deres arbejde i naturen:
At al mørkhed svinder og sjæleve
blot jeg trygt vil sige:
Din vilje ske!