Tommetyk taktikbog dulmer abstinenserne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vores aviser og medier er blevet omdannet til coronanyt, og jeg er ved at få spat. Det er som om, alt andet er gået i sort eller pludselig er holdt op med at eksistere. Jeg savner nyheder og perspektiver om mere og andet end den forbandende virus og kan umuligt være den eneste, der har det sådan.

Faste læsere af denne spalte vil vide, at spaltisten er af den gamle skole og vant til, at morgenaviser virker igangsættende, men jeg går i disse uger tomhjernet og tomhændet fra læsningen med et, siger mine børn, dødt blik i øjnene.

Det er svært med de vaner, de definerer os meget mere, end vi aner. Heldigvis har jeg stadig nogle få af de gode at falde tilbage på, herunder cykling i Guds frie natur, som trods alt stadig er tilladt – alene, med min søn eller i små grupper. Men det ærgrer mig, for nu at sige det mildt, at væddeløbene er udsat på ubestemt tid, både proffernes og for os glade amatører på de hjemlige landeveje.

Værst er det naturligvis med tabet af forårsklassikerne, de klassiske éndagsløb henover brosten, blandt køer, heste, traktorer, nedlagte landbrug, vindskæve bygninger, atomkraftværker og en sjælden kyssepige, hvis røde læber dog er forbeholdt de få, der står øverst på podiet. Væddeløb hvert forår er en livgivende gentagelse; endelig noget, de ikke forandrer sig hvert eneste øjeblik, alt det er ganz verswunden.

Slemt er det også ikke at kunne tage til Slagelse, Odsherred, Sorø eller Køge og give den én over nakken sammen med andre weekendkrigere og forvisse sig om, at man endnu ikke er helt død. Vi har det, lige indtil vi ikke har det mere.

Abstinenserne må holdes nede. Selv dulmer jeg den ufrivillige løbspause med Henrik Zachariassens tommetykke taktikbog for cykelryttere Læs løbet – taktik for cykelryttere, der netop er udsendt af Turbine.

Her vil nogle, sågar cykelryttere, spørge: Kan man skrive 350 sider om taktik i cykelløb? Ham her kan i hvert fald.

Zach er min klubkammerat, så jeg skal passe på, hvad jeg siger, men han er en glimrende skribent om noget så helligt, undskyld, herligt som cykelløb, ikke mindst fordi han forstår at dele fænomenet op i overskuelige kapitler, som tager læseren med trin for trin og åbner løbets logik for såvel tv-seere som aktive ryttere og giver dig mindst 10 gode tips, herunder at passe ekstra på i sidevinden.

Zach er både i sin køre- og skrivestil den rationalistiske stemme, nogle vil sige af den kyniske slags. Men han kan beskrive et cykelløb, som var det en anatomitime lige fra den rituelle forberedelse til væddeløbets allersidste meter. Zach forsøger ikke at være Jørgen Leth eller Søren Fauth, han skriver som den, jeg tror, han er, en iskold hævner. Resultatet er ikke besjælet eller åndfuldt. Men teksten holder sig til emnet og er nem at gå til.

En af manualens centrale læresætninger er, at enhver kraftanstrengelse ud over den nødvendige skal have en gyldig grund. Al energi bliver fortoldet, spørgsmålet er bare hvordan. Det er derfor ikke nok at køre på inspiration eller indskydelse, hvis du vil vinde cykelløb. Du skal have en plan, som står mål med din fysik, den pågældende rute og dine eventuelle forpligtelser over for dit hold eller dine klubkammerater. Som det hedder et sted:

»Det er vigtigt, at du bruger dine kræfter til din egen fordel, og enhver kraftanstrengelse skal kunne begrundes. Der er flere grunde til at bruge kræfter, men allerhelst skal du opnå en fordel i forhold til dine konkurrenter.«

Eksempelvis: »Det kan være, at du rykker for at få et hul, men det kan også bare være, at du bruge kræfter på at køre dig frem til en bedre position, fordi du lidt senere kan spare endnu flere kræfter, fordi du så eksempelvis sidder bedre i læ i sidevinden eller sidder på hjul af den rigtige rytter, lige inden spurten bliver åbnet.«

Det lyder indlysende. At gøre det med hjertet oppe i halsen, syre i benene og øjne, der sortner, er noget helt andet. Zach går imidertid minutiøst til opgaven, og hvis jeg har hørt noget af det før, så skyldes det, at han har været så venlig at formidle stoffet, gerne med store bogstaver, under løb eller træning eller til det årlige taktikseminar, hvor vi er flere, der øver os i kunsten at spise af de andres tallerken.

Den bedste skole er som bekendt livets skole. Pt. må vi nøjes med bøger, musik, podcasts og en kop varm kakao i den forsømte forårssol, mens vi venter på, at coronaen slipper sit greb i Søren og Mette, så livets mange glæder fra bordeller og restauranter til kirker og cykleklubber kan åbnes igen.

Tillykke med bogen, Zach! Jeg glæder mig til at se dig på cyklen igen – og køre løbet.