Han opstod i morges – fordi vi alle er særligt udsatte.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Risikogruppen og særligt udsatte og særligt sårbare – dem skal vi passe på. Og ingen er i tvivl om, hvem de er: Det er dem, der er let modtagelige for smitte – og bare ikke må blive smittet med Covid-19. Det er dem, der lider af en kronisk sygdom, har astma, nedsat lungekapacitet, diabetes og alt muligt andet. Det er dem, der kæmper mod kræften og de ældre, der ikke har kræfter at stå imod med.

Fra Sundhedsstyrelsen er der gode råd til dig, som tilhører risikogruppen eller er pårørende: Vask hænder, hold afstand, bliv hjemme, undgå offentlig transport, undgå at røre ved næse, mund og øjne hvis du ikke har rene hænder. Og. Så. Videre. Vi kender remsen. Den hænger ved indgangen til supermarkedet, på køleskabet og kører i båndsløjfe i medierne. Husk det nu. Alt sammen.

Det er vigtigt. Og det er det også – men hvad med alle andre sårbare. Hvem husker dem? Dem, der er psykisk, sjælelig eller bare menneskelig sårbar? De psykisk syge, enkerne og enkemændene. De autistiske, de anderledes og de ængstelige. Dem, for hvem Sundhedsmyndighedernes henstillinger om begrænset social kontakt, slet ingen kropskontakt og en omlægningen af hverdagens rammer, rutiner og rytmer kan gøre tiden uendelig og livet ubeboeligt.

Og lidt ubeboeligt er det for os alle sammen, når verden er stille og gaderne er tomme. Når alt dét, der før holdt os i live, nu kan tage livet af os – eller tage livet af vores kære. For smitten bliver båret af et kys, et kærtegn, en omfavnelse, et håndtryk – en hånd der aer kinden, lille kind mod store kind. Den fødende skal føde alene - den gamle på hjemmet må dø alene.

Den dødende beder lægen eller præsten overbringe afskedshilsener til de efterladte, der ikke må opholde sig indenfor hospitalets område: Sig, til min kone jeg elsker hende. Sig, de skal passe på hinanden. Sig: Vi går til Paradis. Dét rum, de lyse sale står åbne uden afstand, antalsbegrænsning og afspritning. Og på den måde kommer påsken måske næsten mere belejligt end den plejer.

Måske trænger vi lidt mere til påske, end vi plejer. De tomme kirker verden over markerer den tomme grav – i en stille verden, med stille hjerter, der længes efter højtid – eller bare efter hverdag – efter alt dét, og alle dem, der er vores liv. Men lyt engang kære læser, klokkerne kimer ikke bare i din lokale kirke, men den løfter sin højtidsklang over hele verden med samme gule påskehilsen til alle syge og sorgfulde, til alle dødende og dem nogen døde fra, til alle særligt sårbare og alle, der er særligt sårbare, blot fordi vi er mennesker. – Blot fordi menneskeheden altid er i en særlig risikogruppe, for at glemme hinanden og huske os selv - for at holde afstand og holde hinanden fra livet. Særligt udsatte er vi, fordi der altid er noget at udsætte på os.

Og her slår Sundhedsmyndighedernes gode råd og restriktioner ikke til. Det hjælper ikke at vaske hænder i tre minutter, spritte sig af og holde sikkerhedsafstand til alt dét livet er og til dem, der er vores liv. Nej, det hjælper kun at få at vide at Kristus genopstod i den solrige time morges for dig og for mig, for vores livs skyld fordi vi er særligt udsatte. Han opgav sig selv, for aldrig at opgive os, men give rum for Guds store kærlighed, der kunne bære Ham ud af graven og tage os med ved hånden ind i Guds lysende land. Han løfter os ligeså tunge vi er, af det liv, vi har levet med ind i evigheden hvor al afstand mellem os er ophævet. I dag ved solopgang kunne vi høre stjernernes morgensang, for i en verden der er lukket ned, er stenen rullet fra graven, passagen til evigheden er blevet genåbnet og vi er blevet genfødt til håbet om at vi skal ses igen.

Men indtil den dag kommer, vil Kristus møde os der, hvor vi går hen i vores liv – for han er gået i forvejen for os, for at tale lys og livsord om syndernes forladelse ind i vores verden, der er lidt mere stille og lidt mere dødsmærket, end den plejer at være. Livsord der lyder i de tomme kirker denne påske – til hjerterne der er lidt mere stille – til os der, der alle er særligt udsatte fordi vi ikke kan forskanse os mod alt i vores liv med mundbind og af stand og håndsprit.

Til alle særligt udsatte har Gud noget på hjerte – ikke gode råd og restriktioner, men budskabet om opstandelse: Guds store ja til sit menneske på trods af alle vores skavanker, sårbarhed og skrøbelighed – på trods af at han kender alt det døde, vi bærer vi vores hjerte. Glædelig påske.