Dronningen som klimaskeptiker
Danmarks Folketing og vores store organisationer og virksomheder har gjort klimasagen til en folkesag i Danmark. Men dronningen har sin egen mening.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Lad mig slå det fast med syvtommersøm. Jeg definerer mig selv som royalist. Jeg har med glæde takket ja til ridderkorset og har gennem en lang årrække haft en tæt arbejdsrelation med Kongehuset via mit fremragende samarbejde med prinsgemalen, som i lighed med de øvrige medlemmer af kongefamilien har ydet en fremragende og prisværdig indsats.
Kongehuset er kendt for at være apolitisk. Når det er sagt, så er alt jo alligevel politisk. Men især dronningen har været meget dygtig til at navigere i de svære felter mellem forskellige politiske meninger og grupperinger. For eksempel i den meget betændte debat om udlændinge har dronningen formået at fremstå afbalanceret og nuanceret med humanisme og dog alligevel den stramhed og med krav, som sikkert næsten alle danskere er enige i. Hun har været god til at lytte og fornemme, når hun har holdt sin årlige nytårstale.
I Danmark har vi en høj grad af åbenhed i Kongehuset. Det gælder også kronprinsen og kronprinsessen. Vi føler, at vi kender dem, og tilslutningen til Kongehuset er velbegrundet meget stor. Når alt det er sagt, må jeg så tilstå, at jeg nærmest fik kaffen galt i halsen her til morgen i mit selvvalgte coronaeksil på Langeland. Væk fra byens mange mennesker.
Siden Lars Løkke for halvandet år siden lancerede ønsket om en million elbiler i 2030, har debatten om klima raseret. Noget, som jeg aldrig havde forestillet mig muligt, blev nu realiseret. Lars Løkkes omfavnelse af klimasagen fik også de øvrige borgerlige/liberale partier med på dagsordenen, og Socialdemokratiet blev vækket igen. Der var nu ikke længere plads til Alternativet, da alle Folketingets partier nu var enige.
Et nærmest helt enigt Folketing har gjort klimasagen til vores alles dagsorden. Folketinget (bortset fra Nye Borgerlige) vedtog nu at støtte en målsætning om reduktion af CO2 med hele 70 pct. i 2030. Noget, som Folketinget og eksperterne dog ikke i skrivende stund helt ved, hvordan vi gør. Men vi ved i Danmark, at vi vil det, og personligt tror jeg på, at det vil ske. Det er vores generation og ikke min 19-årige datters generation, der bør stå med hovedparten af regningen for omstillingen. For der kommer en stor regning. Omstillingen bliver ikke gratis. Men omstillingen kan også danne grundlag for et nyt vindmølleeventyr, der igen sætter Danmark i første linje i et grønt erhvervseventyr. Danmarks eksport af grønne løsninger er meget omfattende. Og den kan blive større endnu.
Men her til morgen kunne jeg så læse i et flot anlagt interview med dronningen, at hun ikke nødvendigvis mener, at klimaforandringerne er menneskeskabte. På spørgsmålet om, hvorvidt dronningen er på videnskabens side, når den taler om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, svarer hun, at mennesket nok spiller en rolle. Men om de er skabt – direkte – er hun ikke overbevist om. Men at det da godt kan være, mener hun, at menneskelig aktivitet har spillet en rolle.
Folketingets målsætning er blevet omfavnet bredt i det danske samfund. De store organisationer har valgt helhjertet at gå ind i kampen for at få styr på Co2-udledningerne. Selv repræsenterer jeg en branche – nemlig bilerne – der vil blive en stor del af omstillingen. Omstillingen bliver ikke nem, og den vil have store omkostninger. Men vi ved, at vi skal være med, og at vi skal bidrage. Vi har også bidraget med input til, hvordan vi kan lave omstillingen. For beslutningen er taget, og virksomhedernes bidrag må være at være med til at få det til at ske. For det er jo det, som vi har besluttet i Kongeriget Danmark. Og min branche og jeg vil arbejde for, at det sker på en måde, hvor omstillingen rent faktisk kan lade sig gøre. Så må vi jo finde ud af, hvordan regningen skal betales.
Vi har ikke brug for en diskussion om, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte eller ej. Al videnskab dokumenterer jo, at de er menneskeskabte. Det kan da godt være, at klimaet løbende har forandret sig. Ja, der har været istiden og andre tider. Men det er noget, der er sket over mange år. Se blot, hvordan temperaturen på Arktis på ganske få år er steget meget betydeligt. Men ikke på så kort tid, som det er sket nu. Det er trist, at vores dronning nu er med til at åbne en sådan debat igen. Det er rigtigt, som dronningen siger. Vi skal ikke gå i panik. Men selvfølgelig skal vi handle. Hellere i går end i dag.