Håb - når alt håb er ude

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I fasten har jeg været i gang med en bog af den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj, som fik nobelprisen i 2015. Hun har skrevet en række bøger, som består af interviews med russere, som har været delagtige i forskellige krige og kriser, som Sovjetunionen var blandet ind i. Anden Verdenskrig, Afghanistan, Tjernobyl.

Hendes bøger er rystende læsning. Jeg kan ikke holde til meget ad gangen. Jeg læser bøgerne i små bidder.

For tiden den om Sovjetunionens besættelse af Afghanistan i 1980’erne.

Aleksijevitj citerer en for at sige følgende: ”Efter et slag er det ulideligt at se naturens skønhed”.

Det slog mig, at formodentlig de allerfleste af os har det stik modsat i denne coronatid. Vi higer efter naturens skønhed. Vi elsker muligheden for at komme udenfor i vores ellers temmelig isolerede tilværelse. Bare ud og mærke solen (som vi immervæk har fået velsignet meget af i denne tid), høre fuglene synge, mærke det spirende forår, nikke til forbipasserende, mærke naturens upåvirkethed af coronaen. Naturen er ikke smittet og smitter ikke. Den er bare sig selv - smuk.

Måske er det i virkeligheden lidt af det samme, der er på spil i citatet fra Aleksivitjs bog og så vores oplevelse af naturen nu. Bare med modsatte fortegn. At deltage i en krig med en uhørt grusomhed skaber et kaos i sindet, som gør at intet mere er, som det var. Men det er naturen jo.

Efter et slag synger fuglene, som de plejer, græsset gror, blomsterne dufter, bjergene står i samme majestætiske uforanderlighed. Det er for ubærligt, når sindet er smadret i tusind stumper, og alt håb om tilbagevenden til normalitet er væk. Længslen efter naturens skønhed findes nu kun i fuldstændig knust form.

For de fleste i coronakrisen lever sindet stadig håbefuldt. Og naturen bekræfter håbet, normaliteten.

Om en uges tid skal vi fejre noget, som er langt stærkere end naturens håbssignal. Noget, som selv den mest håbsfortabte og sindsknuste afghanistanveteran, kan blive reddet af alligevel.

Vi skal fejre den første og indtil videre eneste tilbagevenden fra intensivindlæggelse, respirator og død til et liv uden ende. Påskens budskab: Jesu Kristi opstandelse.

Som Grundtvig skriver i en af sine påskesalmer: ”Som han opstod, skal vi opstå”.

Nuvel, jeg er helt klar over, at jeg nu er i færd med at skrive en blog, der er godt på vej til at blive en ren prædiken. Men hvad i al verden skal jeg dog gøre? Jeg kan ikke lade være. Kristendommen er i min verden ikke en sidegeschäft i forhold til alt andet væsentligere i samfundet og tilværelsen. Det er og bliver hovedsagen, som det af og til er umuligt at holde igen med, selv i et samfund, som rummer al verdens andre tilværelsesopfattelser og derfor normalt må tiltales i en lavere og bredere fællesnævner.

Lige nu, tæt på påske, kan jeg ikke holde igen med det.

Påskens budskab om muligheden for at leve, selvom vi dør, jf. Jesu egne ord: ”Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, selvom han dør” – det budskab rummer det eneste, altomfattende håb for alt og alle, også de mest håbsfortabte.

Jamen, hvordan i al videste verden skal man kunne tro på den slags i vor tid?

Det spørgsmål kunne kræve et langt svar. Men lad mig nøjes med et kort modspørgsmål: Hvorfor skulle man kunne tro mindre på det i vor tid end i en hvilken som helst anden tid?

En af dem fra vores tid, der først ikke kunne tro på det, men sidenhen kunne, var litteraturprofessor og forfatter C. S. Lewis. Han bevægede sig fra ateisme til kristen tro.

Han havde i øvrigt en fin betragtning om forskellen på det liv, vi lever nu, og det, vi vil opleve i opstandelsen. Det bliver som forskellen ”mellem en blomst og blomsterløget eller mellem en katedral og arkitektens tegning af katedralen”.