Påskens beretninger fortæller om det troløse folk. Er vi bedre?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De gamle beretninger og den store litteratur fortæller om os. Der er intet nyt under solen, som vismanden skrev allerede for flere tusind år siden.

Menneskets påvirkelighed af stemninger beskrives i Bibelen, myter og eventyr – ja, i al klassisk litteratur.

Man husker, hvordan folket fyldt af sensationslyst løber ud til galgebakken for at se soldaten blive hængt i eventyret ”Fyrtøjet”. Men på et splitsekund ændres folkestemningen. Forbryderen hyldes som helt. Løftes op i kareten. Han skal være konge og have prinsessen. Hvorfor? Fordi de tre hunde har dræbt hele magteliten. Soldaten har magten. Det troløse folk kårer terroristen til ny hersker.

Den store norske dramatiker Henrik Ibsen fortæller så præcist og nutidigt, hvordan byens læge bliver udråbt som folkeven, da han optræder som vogter af borgernes sundhed. Det forurenede vand skal renses. På et øjeblik får doktoren hele den kompakte majoritet bag sig. Men da det går op for de jublende, at der er en regning, der skal betales af dem selv, er det slut med heltedyrkelsen. Det troløse folk overfalder folkefjenden, doktor Stockman, med stenkast.

Også Bibelens påskeberetninger fortæller om det troløse folk, der på et øjeblik skifter standpunkt fra jubel til krav om henrettelse.

Palmesøndag rider Jesus ind i Jerusalem. Ikke med pomp og pragt, ikke med et følge af betydningsfulde mænd. Nej, indtoget er det mest ydmyge, man kan tænke sig: Jesus, sagtmodig og ridende på et æsel. Alligevel tiljubles Jesus som konge.

Men Jesu rige er af en ganske anden verden. Han ved, at han skal korsfæstes for at tage menneskers synd og lidelse på sig. Det var ikke, hvad folket havde ventet. De havde ventet en konge, der ville udøve verdslig magt til fordel for dem selv. Da folk ikke får som forventet, bliver de rasende. Stemningen skifter, og langfredag råber det samme folk: ”Korsfæst ham, korsfæst ham.”

I dag ved vi, at denne bitre langfredags død ikke var det sidste. Jesus overvandt døden. Jesus er opstanden. Stenen er væltet fra graven.

Langfredag gik Jesus hele vejen gennem lidelse, korsfæstelse og død. Langfredag tog han alle vore kors på sig. Påskemorgens fryd giver mennesket håb om en glædelig opstandelse. Derfor fejrer kristne påske.

I al deres forskellighed er der alligevel noget fælles over Bibelens påskeberetning, H.C. Andersens eventyr og Ibsens drama. De er alle grundfortællinger om det troløse folk. Vi lader os let lede og mislede af stemninger. Når Guds søn rider igennem porten til Jerusalem, så jubler vi i troen på, at det hele bliver, som vi selv ønsker. Men da det viser sig, at talen er om gudsriget med kærlighed og nåde, bliver vi i vore egne uopfyldte hjemmestrikkede forventninger vrede og skuffede.

Uden tanke på konsekvenserne hengiver vi os hellere til en rigtig soldat, der har handlekraft og sætter sin magt igennem ved hjælp af tre hunde.

Når frelseren kommer i skikkelse af en læge, der taler magten midt imod for at få det forgiftede vand renset, jubler vi og vifter med palmegrene som på den første palmesøndag. Men hvordan er vi selv i denne påske, hvor alt satses på kampen mod coronaen. Hvor færre får den nødvendige kræftbehandling, og tusinder har fået udskudt en planlagt operation?

Hvordan er vi selv, når det viser sig, at velfærdssamfundet bløder, og vi har tømt de offentlige kasser? Hvordan er vi selv, når det viser sig, at det naturligvis er os, der skal betale regningen. Vifter vi så stadig med palmegrenene? Er vi overhovedet parate til at betale den gigantiske regning for vore egne afholdte udgifter, eller skifter stemningen? Render vi fra ansvaret, når der skal betales?

Glædelig påske.