Vi har godt af Frederiksens forårsrengøring
Det er godt for folkesundheden, at statsministeren har fokus på hygiejnen. Men utroligt, at det skal være nødvendigt at lære os at være renlige.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Fra den første dag revsede Mette Frederiksen den danske befolkning.
»Vi er ikke for gode til at vaske hænder,« sagde statsministeren, som jeg husker det. Budskabet var klart.
Siden har statsministeren igen og igen understreget, at det er vigtigt at vaske hænder. Det lyder måske overflødigt for dem, der er ligeglade.
Men nu udstedes der regler for rengøring på de institutioner, der får lov at åbne.
Skidtsamlere, som børnehavernes legetøj, skal vaskes igen og igen.
Mette Frederiksen er statsminister. Men hun er samtidig godt i gang med en energisk indsats for at oplære befolkningen i en elementær, men nødvendig og selvfølgelig hygiejne.
Det er godt, Mette Frederiksen.
Det er mange år siden, at en dansk europapolitiker fra Venstre konstaterede, at de danske offentlige toiletter er de mest snavsede i EU. Det er ikke blevet bedre, og befolkningen bidrager selv til svineriet uden tanke på andres liv og helbred.
Det er en del år siden, at jeg under et forløb med mange hospitalsbesøg måtte bruge handsker, bruge albuen, når døråbnere skulle anvendes. Der var blod og nullermænd i elevatorerne. Den, der havde sit liv kært, var skræmt ved at være besøgende på hospitalet. Siden har jeg gjort de samme iagttagelser på andre hospitaler.
Igennem årene har der været eksperter, der har oplyst, at et stort antal dør af skidt og møg på hospitalerne, uden at det har vækket de folkevalgte.
Ulykken er, at der ikke er prestige i hygiejne. Det er ikke synligt for vælgerne, hvor afgørende hygiejnen er. Derfor er det nærliggende, at politikerne hellere bruger penge på prestigefyldte behandlingsformer end noget så simpelt som at holde omgivelserne for syge mennesker og de små børn rene.
Gid Mette Frederiksens forståelse for nødvendigheden af simpel renhed kan gøre os og vore folkevalgte mere bevidste om, at svineriet i sig selv kræver mange menneskeliv.
Besparelserne på rengøring medfører sygdom og død.
Gid flere, der beskæftiger sig med betydningen af høj hygiejne, ville stå frem og tage bladet fra munden.
Det kan da ikke være rigtigt, at landets statsminister skal stå alene i sin indsats for at lære os den mest simple og selvfølgelige renhed nu og i fremtidens dagligdag.