Coronakrisen har lært os at tackle klimakrisen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I disse dage, mens man sidder hjemme, isoleret og alene, kunne man godt fristes til at fortvivles over verdenssituationen. Pandemien raser udendørs, millioner af mennesker vil dø, og økonomien er mindst lige så hårdt ramt som under finanskrisen for 10 år siden. Men jeg føler ikke fortvivlelse.

Jeg føler mig håbefuld – og dybt opløftet. Opløftet over, hvordan vi som samfund har vist os villige til at sætte menneskeliv over økonomi. Opløftet over, hvordan vores ledere i nødens stund har vist sig handlekraftige, modige og moralsk standhaftige. Opløftet over, at vi faktisk – som samfund og verden – viser os i stand til at tackle selv den største katastrofe. Det er smukt at bevidne.

Det er smukt, fordi det viser, at vi kan løse en krise, når blot vi vil. At evnerne er der – og at det blot handler om viljen. Det er vigtigt. Vi får nemlig brug for det den kommende tid: Når coronakrisen er ovre, lurer den næste krise lige om hjørnet. Klimakrisen. Større i omfang, mere frygtindgydende og mindst lige så akut. Og nu har vi det endegyldige bevis for, at den kan løses.

Coronakrisen har nemlig gjort en ende på de sædvanlige floskler, der hidtil har kunnet bruges til at stikke en kæp i hjulet på de radikale tiltag og forandringer, som klimakrisen kræver. At der ikke er råd. At vi ikke kan ændre samfundet så drastisk. At ét land ikke kan agere alene. De duer ikke længere; for coronakrisen har vist os, at der er råd; at vi kan ændre samfundet drastisk; og at verdenssamfundet nok skal følge trop, når først nødvendigheden kan ses, og handlingen er vist mulig.

I Danmark fik vi på få dage ændret vores levevis drastisk; skolerne og grænsen blev lukket, flyvningerne og hverdagen indstillet, og solidariteten og samfundssindet genopfundet. Vi er alle villige til at gøre, hvad der kræves; for at passe på hinanden og særligt de svageste; for at redde liv.

Også selv om det koster kassen for den enkelte og samfundet.

Tusind og atter tusindvis har mistet arbejdet. Regeringen har på rekordtid fundet 300 milliarder kroner til kunstigt åndedræt af økonomien. Og økonomerne spår, at vi går et år med mellem 3 og 10 pct.s minusvækst i møde. Alt sammen, så vi sikrer, at ikke ét menneskeliv for meget går tabt. Det er ubehageligt; men det viser, at vi kan tackle en krise, når vi vil. Og det er smukt at bevidne.

Lad os gøre noget tilsvarende med klimakrisen, når coronakrisen er overstået. Klimakrisen har nemlig ikke blot potentialet til det, men vil med sikkerhed, hvis altså ikke vi handler, få endnu større og langt mere uoverskuelige konsekvenser end coronaen.

Millioner og millioner af mennesker vil dø som følge af klimaforandringerne og deres medfølgende konsekvenser. Af sult, tørke, oversvømmelser og skovbrande. Atter millioner og millioner af mennesker vil være tvunget på flugt som klimaflygtninge, når deres tidligere hjemstavne bliver ubeboelige. Og over hele verden vil alt liv, blandt mennesker såvel som dyr og natur, være for evigt forandret af klimaforandringerne.

Klimakrisen er den absolut største (og potentielt mest katastrofale) udfordring, menneskeheden nogensinde har stået over for. Men nu, efter coronaen, ved vi, at vi kan løse den; det kræver blot, at vi vil. Og det skal vi ville, for ellers er det slut med verden, som vi kender den, for de kommende generationer.

Så lad os gøre noget tilsvarende med klimaet.

Lad os være villige til at sætte menneskeliv over økonomi. Lad os være handlekraftige, modige og moralsk standhaftige. Lad os vise os i stand til at tackle klimakrisen. Det ville simpelthen være så smukt at bevidne.