God påske til de mange socialt udfordrede grønlændere i Danmark

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er bekymret for, om de mange socialt udsatte grønlændere i Danmark får den nødvendige information i disse coronatider. Vi har en særlig forpligtelse til at sikre grønlænderne på torvet i byerne. Ingen har valgt at leve på gaden i et samfund, hvor der i forvejen peges fingre, fordi alkohol og andre ”flugt-virkemidler” sættes i brug for at kunne holde tilværelsen ud.

Det er slemt for alle hjemløse, men jeg nægter at tro at grønlændere har valgt en tilværelse på bænken så langt væk hjemmefra i en hverdag, hvor de endda holdes udenfor af de andre hjemløse. Det er ikke kønt at se sine landsmænd stimle sammen om alkohol og hash for at kunne holde tilværelsen ud. Men vi kan godt række hånden ud. Jeg ved ikke hvordan, men det synes særligt ulykkeligt for netop denne gruppe. Jeg frygter, at de ikke engang har fået den nødvendige information om, hvordan man skal forholde sig for ikke at blive smittet og for ikke at smitte andre.

Det må skabe frygt at samfundet lukker ned, samtidig med at man måske ikke har fået den nødvendige information på modersmålet og en omsorg, som skal forhindre at flere isolerer sig. Det kan få psykiske lidelser og misbrug til at eksplodere hos en i forvejen ekstremt udsat gruppe af befolkningen.

Personligt kunne jeg ikke forestille mig noget værre, end at være socialt udfordret samtidig med at medmennesker peger fingre.

Der skal sættes ekstraordinært ind for at hjælpe grønlændere i Danmark, så de får den nødvendige hjælp og bliver oplyste på lige linje med resten af befolkningen. Samtidig kan vi vinke og vise at vi ser dem, i stedet for at ignorere dem og gå videre – sådan som vi plejer. Intet er som det plejer, og medmenneskeligheden skal nå frem til danske statsborgere, som har krav på den og mere end nogensinde har brug for den.

Vi kender alle nogen, som har mistet deres job eller deres kære under krisen. Men grønlændere i Danmark er særligt udsatte, fordi de er langt væk hjemmefra og bliver holdt udenfor af de andre udsatte, fordi de drikker. Jeg forstår godt, at man drikker, hvis man har mistet sit livsgrundlag og ikke kan se sig ud af krisen. Vi skal holde op med at pege fingre ad samfundets absolut mest udsatte. De har brug for, at vi ser dem. De har ikke brug for, at vi ser ned på dem og ignorerer dem.

Hvordan kan vi hjælpe? Kan vi hjælpe med omsorg, penge, oplysning? Måske en blanding af det hele. Alt andet end hån er nødvendigt lige nu.

Rigtig god påske kære landsmænd, som om nogen mærker krisen kradse i livets overflade.