Det kan kun gå for langsomt med de beredskabsplaner, Mette Frederiksen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Statsministeren handler så langsomt, at hun nu må se sig overhalet af de to partier, der ønsker mest stat. Dansk Folkeparti og Enhedslisten ønsker statsfabrikker til at fremstille mundbind. Hvad bliver mon det næste?

Og sundhedsvæsenet i regioner og kommuner behøver disse produkter. Men løsningen er ikke statslig produktion.

Hvis først produktionen af mundbind overgår til staten, vil partierne blot fortsætte med at stille krav om andre statsfabrikker. Det er uhyggelige perspektiver, hvis fremtiden bliver et ægteskab mellem Enhedslisten og Dansk Folkeparti. For det lyder jo så forjættende, at barnepigestaten bare skal tage sig af det hele.

Men barnepigen bliver hurtigt en ineffektiv tyran til skade for borgernes helbred og borgernes pengepung.

Markedet er under normale omstændigheder nu engang den bedste regulator. Derfor undrer det mig, at der ikke for længst er produceret mængder af mundbind i Danmark, der kan efterkomme efterspørgslen. Vi har jo i en måned hørt om manglen på mundbind til sundhedssektoren. Håndsprit har været udsolgt lige så længe.

Flere danske virksomheder har allerede hurtigt omlagt produktionen, men der er åbenbart stadig mangel på det ene og det andet.

Det forskrækker mig, at statslige aftaler med private virksomheder ikke for længst er en del af beredskabsplanerne og for længst er iværksat. Virksomheder sender folk hjem, men der er mangel på livsvigtige produkter. Det er jo det glade vanvid.

Løsningen er ikke, at staten producerer og forvrider forholdet mellem den offentlige og private sektor, men løsningen er naturligvis, at det er en selvfølgelig del af beredskabet, at der er aftaler med virksomheder om den nødvendige produktion og økonomisk kompensation i en krisetid, hvor vi er nødt til at være selvforsynende.

I vor globaliserede tid er det et livsvilkår, at vi hurtigt kan blive ramt af en pandemi. Desuden taler historien og litteraturen deres tydelige sprog om, hvordan det går, når menneskeheden har glemt sin historie og derfor raver i blinde og ikke evner at forberede sig på en krise. Læs blot Thomas Manns ”Døden i Venedig”.

Det kan kun gå for langsomt, Mette Frederiksen.