DR's fællessang føles kvalm, når fællesskabet ikke er for alle

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg sad faktisk og fik det lidt kvalmt over DR's fællesang her til aften. Jeg havde nemlig et par timer forinden læst en artikel om, hvordan borgere i Danmark uden permanent opholdstilladelse har fået umuliggjort deres situation af coronaen - uden at regeringen agter at gribe ind.

Det drejer sig blandt andet om mennesker, der vanligvis arbejder som taxachauffører, men som nu har mistet deres job (ligesom mange, mange andre).

Modsat alle de andre, har disse mennesker dog ikke mulighed for at få økonomisk hjælp fra staten - medmindre de vil opgive drømmen om og kravet på at få permanent opholdstilladelse. Det kræver nemlig, man ikke har modtaget hjælp fra staten.

Nu står de altså i en umulig og håbløs situation; de må vælge mellem ENTEN økonomisk underhold ELLER muligheden for permanent opholdstilladelse, eftersom det ene umuliggør det andet.

Regeringen er ligeglade. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye "har svært ved at se argumentet for, at corona også bør få os til at lempe på reglerne for at få en permanent opholdstilladelse", som han er citeret for at sige til DR. Selvom det er totalt åbenlyst: de er jo ikke selv skyld i deres situation.

Det vil altså sige, at vi, Danmark, er ved at straffe en bestemt gruppe mennesker for noget, de ikke selv er skyld i det.

Og hvad har det så med fællessangen at gøre, spørger du? Alt, svarer jeg:

Fællesangen er nemlig næsten selve inkarnationen af vores danske fællesskab. Igennem fællesangen finder vi hinanden anden, står vi sammen og bliver vi for alvor et fælleskab.

Men mens vi står syngende sammen, holder vi eksplicit og med åbne øjne andre udenfor. Vi hylder vores fælleskab med den ene hånd, mens vi med den anden holder andre ude. Og det gør mig sgu en smule kvalm.

Heldigvis var der også et lyspunkt i fællesangen, der mindede os om de glemte - og gav håb for et fælleskab, der ikke er ekskluderende, afstumpet og kun kæmper for sine egne. Men et ægte fælleskab, hvor vi husker hinanden, alle, og også de ellers udstødte

Nogle gutter fra Aarhus stod nemlig på en altan og sang med, da kameraet fra "ude i Danmark" kom forbi - og filmede lige lukt på et banner. Et banner med ordene: LUK LEJRENE.

Gutterne fra Aarhus sørgede i aften for, at de glemte blev husket.

At dem, der ikke kun er i karantæne på grund af corona, men på grund af deres tilværelses umulige udsigter og for stedse, blev husket.

At dem, der fortsat sidder indespærrede på få kvadratmeter, uden plads til social distancing, under umenneskelige forhold, i fængselslignende lejre, hvoraf flere har fået kritik fra Europarådets Torturkomité, Ellebæk, Sjælsmark, Kærshovedgård, blev husket.

At alle i fælleskabet, også de ellers udstødte, blev husket.

Og det var fandme smukt.

Tak for det, I gæve gutter. Tak, fordi I huskede os på de ellers glemte. Og tak, fordi I mindede Danmark om, at fællesskabet er for alle. Det gjorde fællesangen langt mindre kvalm - og langt mere egentlig-fælles og ægte.

Desværre sørgede DR for ikke at filme derhen igen; de fik vist nok af, at den dejlige, danske hygge blev spoleret sådan ved at blive mindet om alle de mennesker, vi udstøder, mens vi er fælles.

Men hey, så er det jo godt, at der findes andre aarhusianske gutter, som også kan gøre opmærksom på det...