Bliver verden et bedre sted efter corona? Sød tanke – men hamrende naivt
Mens vi går rundt i vores karantænetilstand og venter på, at det her går over, er der mange, der grubler over, om coronakrisen vil ændre os og vores adfærd. Om vi bliver bedre mennesker af at have stået denne krise igennem. Næppe, er svaret.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Bliver der et før og et efter coronakrisen? Tja – de sidste par uger har jeg læst filosoffer, forfattere, kunstnere, psykologer, præster og sociologer og alle mulige andre skønånder konkludere og forudse, ønsker og drømme om, hvordan verden ser ud efter pandemien, og hvilket samfund vi får.
Der bliver i hvert fald filosoferet luftigt, tænkt stort og drømt langt. Meget langt. Og meget bredt: Vi holder op med at være så materialistiske. Vi skønner på velfærdssamfundet. Vi glemmer aldrig vores samfundssind. Vi bliver mere næstekærlige og solidariske og køber ind for naboen. Vi bliver mere forsigtige og rejser ikke ud, men tager i sommerhus i Søndervig.
Vi føler os forbundet med andre på trods af kulturforskelle. Vi vil se den globaliserede verdens ophør og det kapitalistiske økonomiske systems sammenbrud. Vi vil bliver mere troende, og folk strømmer i kirke. Og. Så. Videre. Ja, det er ikke småting, der bliver tænkt hjemme i den intellektuelle coronakrog med benene oppe.
Men er det ikke bare tankespind og ønsketænkning og en meget urmenneskelig trang til at kunne skrive sig selv ind i en skelsættende begivenhed, der ændrer verden? Jeg tror det.
I stedet for bare at dvæle et øjeblik i den afvikling, der foregår, og den ommøblering af hverdagen, det er for en stund – uden at intellektualisere over, hvad det betyder. Det ved vi da ikke endnu – og helt ærlig, det kommer ikke til at ændre samfundet og verden. Sådan grundlæggende.
Så snart verden åbner sig, får vi rejsefeber og styrter ud i lufthavnen med solhatten og badebukserne. Til gengæld slider vi ikke mere lak af kirkebænkene, end vi plejer, og vi bliver heller ikke ved med at købe ind for naboen og rende rundt og snakke om samfundssind.
Folk vil da ikke af med globaliseringen, kapitalismen bryder ikke sammen, og vi bliver ikke mere hensynsfulde, næstekærlige, barmhjertige, renfærdige eller røde. Sødt tænkt, men også hamrende naivt.
Efter krisen vil vi igen allermest gå op i hverdagens småting – mos i græsplænen og manglende dækning på kontoen, ungernes institution og indkøbslister. Nogle praktiske ting ændrer sig ja, – for eksempel har EU igen vist, hvad den ikke kan, og nationalstaten har vist, hvad den kan. Vi har lært, hvad vi kunne sige os selv: at smitte spreder sig som en løbeild i den globaliserede verden, hvor vi gnider os op af hinanden. Og vi er blevet mindet om, at der findes farer, vi ikke vidste fandtes. Hør her: ja, der findes begivenheder, der i større eller mindre grad ændrede og formede verden.
Men det er for godtroende på menneskehedens vegne at regne med, at coronakrisen ændrer mennesket i grunden – i hjertet, i sindet.
Historien viser nemlig, at menneskeheden ikke lærer eller ændrer sig af erfaring – så havde verden jo set anderledes ud. Og hvis man tror på arvesynden, så tror man ikke på åndelige revolutioner – tror ikke på, at historiens store skelsættende begivenheder forandrer mennesket. For mennesket bliver aldrig nyt. Ikke af sig selv og i denne verden i hvert fald.
Det er det, den kristne tro fortæller os – alt andet er overtro. Menneskets egoisme og egenrådighed – narcisisme, egenkærlighed og ondskab kommer altid til udfoldelse, når mulighederne viser sig. Også i fremtiden.
Det er smukt og såre menneskeligt at tro på menneskets forandring. Men den modsiges bare altid af den hårde virkelighed.