Fortsæt til indhold
Kommentar

Skattely-selskaber skal betale penge fra hjælpepakker tilbage, med renter

- ellers sætter nasseriet nye rekorder

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er gået meget stærkt med at lave hjælpepakker, og det er også vigtigt for at føre dansk økonomi igennem krisen. Men vi bliver nødt til at kigge kritisk på, hvem der modtager pengene fra hjælpepakkerne. Det vil være helt skørt, hvis penge fra de hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget, ender med at blive sendt til et skattely. Det har aldrig været meningen. Og derfor skal det præciseres, at kassen ikke skal være åben for skattely-selskaber.

Det vil derfor være logisk at indføre en regel om, at multinationale selskaber, der er placeret i skattely, og som ikke har betalt dansk selskabsskat de seneste 5 år, skal betale pengene fra hjælpepakkerne tilbage med renter.

Selskaber, der placerer sig i skattely for at undgå at betale dansk skat, overholder ikke den samfundskontrakt, der er grundlaget for hjælpepakkerne. Det er ellers enkelt: Man bidrager, når det går godt, og så hjælper statskassen, når det går skidt. Hvis ikke man bidrager, skal man heller ikke kunne modtage støtte. I så fald bør pengene fra hjælpepakkerne laves om til lån.

Skattely koster i forvejen Danmark et kæmpe milliardbeløb årligt og skaber unfair konkurrence. Det er især de største multinationale selskaber, der benytter sig af disse skumle manøvrer. Og til hverdag betaler mange multinationale selskaber nul eller næsten nul kroner i skat. Hvis vi ligefrem forærer disse selskaber støttepenge, så sætter nasseriet nye rekorder.