Dronning Margrethe - firs, frisk og fyrig - og fascinerende frimodigt trosforbillede
Hun er hele landets mor. Og er blevet det mere og mere, som årene er gået.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Dronning Margrethe fylder 80 år den 16. april. Men nok uden så megen fejring i første runde.
Men sidenhen. Sidenhen! Hende vil alle danskere fejre. Jeg tror virkelig: tæt på alle. Gamle, unge, børn, kristne, ateister, selv muslimer, Dansk Folkeparti, selv Enhedslisten uanset at de er republikanere.
For på en eller anden måde er hun hele landets mor. Og det har hun været siden 1972. Uden tvivl med tiltagende tyngde, år for år.
Så da hun satte sig foran kameraet for nogle uger siden og talte til hele nationen, da var der ikke et øre tørt. Alle synes, de burde høre den tale.
Mette Frederiksen har også fået lidt mor-rolle i denne tid. Og hendes politiske indflydelse er usammenligneligt meget større end dronningens. Men sådan rigtig mor som dronningen – det bliver hun aldrig.
80 år. ”Fyrre, fed og færdig” plejer vi drilsk at sige, når folk rammer midtlivsperioden. Firs, fed og færdig – nej, ikke dronningen. Ikke det mindste. Slet ikke færdig. Firs, frisk og fyrig.
Min søster, som bor i Schleswig og er noget involveret i det danske mindretals virksomhed, kom ad flere omgange tæt på dronningen, da hun sidste sommer besøgte Sydslesvig. Hun var benovet over den energi, dronningen lagde for dagen. Hun havde simpelthen svært ved at forstå, at hun kunne holde til det meget tætte program. Og samtidig havde overskud til at ryge en cigaret sammen med min søster, mens de småsludrede om tilværelsen.
Men 80 – det er længere fremme end midtlivet. Det er slutlivsperioden, livets endetid. Som kan vare længere, end man tror. Men alligevel. Det får en ende. Vi mister vores mor.
I 2016 var der i DR en serie om dronningens slotte. I sidste afsnit siger dronningen følgende:
»Det er det, jeg mener, man finder i sin kristne tro – at man ikke er alene i det. For nu at sige det direkte – man skal ikke gå alene ind i døden, for Jesus har været der selv. Det tror jeg, er det væsentlige”.
Det kunne ikke siges bedre af nogen præst. Og mange præster har givetvis citeret dronningen for det i den ene og den anden prædiken. Ikke mindst i prædikener forbundet med næste uges kirkehøjtid, påsken. For det er jo noget af påskens essens.
Vi har en dronning, der tror på påskens essens, på den eventyrlige historie om universets Skaber, der blev en af universets skabninger og tog hele vejen som skabning, helt ind i døden, for at skabe en helt ny vej ud for alle skabninger, vejen ud af døden.
I en samtalebog med forfatteren Thorkild Hansen fra 1979, altså året før, dronningen fyldte det halve af firs, sagde hun: ”Det var jo Gud selv, der gik ind i vores tilværelsen og var som én af os. Var én af os! Ikke som én af os, men én af os.”
Dronning Margrethe er som bekendt et kunstnerisk begavet menneske. Noget af det første, der kom ud i offentligheden fra hendes hånd, var tegninger til den første danske udgave af Tolkiens bog Ringenes Herre.
I samtalebogen med Thorkild Hansen siger hun om læsningen af Ringenes Herre: ”Da jeg læste Tolkiens bog, så oplevede jeg, at det eventyr greb mig sådan, så jeg tænkte: Åh, gid det dog var virkelighed! Gid der fandtes sådan noget i virkeligheden! – Så kom jeg i tanke om, at det gjorde der. Der var én historie – eller et sæt af historier, som ikke var flugt eller virkelighedsfjernt eller noget, men som var helt konkret i tid og sted. Historien om Jesus.”
Bedre kan det heller ikke siges af nogen præst. Ikke engang af Tolkiens gode ven, litteraturprofessor og forfatter C S Lewis, som sagde omtrent ordret det samme: Myth became fact. Myten blev virkelighed. Myten, som går igen i den ene efter den anden religion, om en gud, der dør og genopstår. I kristendommen fejrer vi myten eller eventyret, der blev virkelighed. Og vi fejrer det ikke mindst til påske.
Glædelig påske!