Nej, Poul Madsen. Det kan IKKE betale sig at lade vores gamle dø

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Både regeringen, oppositionen og almenheden diskuterer i disse dage, hvordan vi gradvist får genåbnet samfundet og samtidig holder Corona-smitten under kontrol. Men den delvise nedlukning af landet har uden for Christiansborg givet anledning til at lufte synspunktet om, hvorvidt det hele har været unødvendig, ja om det overhovedet har kunnet betale sig at redde vores gamle mødre, fædre og bedsteforældre fra at dø, når nu nedlukningen f.eks. vil koste så afsindigt mange arbejdspladser. Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør Poul Madsen skriver bl.a. i sin leder den 29. marts: ”Hold kæft, jeg håber, regeringen ved, hvad den gør … Jeg tvivler … Hvad nu, hvis vi redder 100 ældre og svagelige, er det så 100.000 arbejdspladser værd? Lige nu er det helt forbudt at stille spørgsmålet. Men jeg gør det alligevel’. Okay. Men hvorfor? Poul Madsen er jo ellers en begavet mand. Og jeg kan godt fornemme, at han selv synes, at han ”tør hvor andre tier” her. Men lige præcis det spørgsmål er ikke jo modigt. Det er bare forfejlet. Og udtryk for et, synes jeg, pauvert menneskesyn.

Den delvise nedlukning af Danmark er jo ikke ”kun” besluttet for at redde hundrede ældre og svagelige fra at dø. Den handler (som myndighederne har sagt til hudløshed) om at holde hele sundhedsvæsenet kørende. Om at holde kurven af smittede lineær frem for eksponentiel, så det ikke kollapser. Og om at sikre, at der de kommende uger og måneder fortsat vil være plads til at behandle og operere borgere med andre typer af sygdomme og skader.

Om vi enten skal redde liv eller redde arbejdspladser er desuden at stille et falsk valg op. For skal man endelig kigge på situationen gennem Poul Madsens cost-benefit-briller, må man have øje for det helt afgørende faktum, at noget så utilregneligt og magtfuldt som følelser – frygt – i den grad vil spille ind, hvis man begynder at acceptere x antal corona-dødsfald i økonomiens navn. Udsigten til italienske eller spanske tilstande i Danmark ville jo, potentielt set, få endnu flere danskere til at blive inden døre – i endnu længere tid – af frygt for at blive smittet. Vi ville også, i værste fald, risikere at ende i det, som den amerikanske professor Siva Vaidhyanathan spår i avisen The Guardian: At en eksplosion i antal smittede og døde, gamle såvel som unge kronikere, vil medføre massetilfælde af angst, panik, demoralisering og depression. Og stigende social uro. Altsammen tilstande, der kun vil forlænge og forværre den i øvrigt uundgåelige økonomiske nedtur, der er igang. Ser man på Danmark med den form for cost-benefit-brille på, gør vi altså med stor sandsynlighed det rigtige. For vi er et fællesskab ikke kun af økonomi, kroner og øre, men også af følelser. Følelser der i voldsom grad kan styre vores adfærd, handlinger og forbrug, ja styre hele markedet.

Derfor er det også temmelig vigtigt i usikre og skræmmende tider som disse, at vi alle – inklusiv Poul Madsen – bevarer roen og holder den moralske fane højt. Ja, vi står foran en økonomisk krise af historiske proportioner. Men ønsker vi at se os selv som en civiliseret velfærdsstat også efter krisen, må vi holde fast ved, at det trods alt ikke er erhvervslivet, men derimod de alvorligt syge borgere, som dør af Covid 19, der betaler den højeste, mest ultimative pris. Det må også være antallet af overlevende, der i sidste ende afgør, hvor billigt eller dyrt, vi er sluppet.

Jeg har stor forståelse for den desperation, som alt for mange danskere desværre rammes af i disse dage, fordi de mister deres arbejde. Alvoren i det underkender jeg ikke. Jeg har selv prøvet at blive arbejdsløs fra den ene dag til den anden, og det er ikke sjovt. Mange frygter, ligesom jeg, også lige nu for deres kære. Eller for at miste helbredet og livet selv. At Poul Madsen stiller falske valg op og åbner overvejelser om, hvorvidt vi som samfund, af hensyn til erhvervslivet og arbejdspladserne, bør ofre de gamle, der har bidraget til opbygningen af det velfærdssamfund, som også han nyder gavn af, er derfor også usømmeligt og ret unødvendigt. Vi bor jo trods alt i et af verdens rigeste og materielt mest velstillede lande. Og netop derfor, i kriser som denne, har vi det privilegium at kunne UNDGÅ diskussioner om hvem, der skal leve, og hvem, der skal dø. Den tanke bør være en kilde til taknemmelighed snarere end kynisme og kølige kalkyler.

Vores politiske ledere søsætter lige nu gigantiske hjælpepakker for at få så mange virksomheder og ansatte tørskoede i land som muligt. Og fællesskabsfølelsen iblandt os virker stærk. Det er trods alt værd at glæde sig over. Folk passer på hinanden, smiler mere og er høfligere end ellers. Naboer hjælper hinanden med at købe ind og få hverdagen til at hænge sammen. Der brydes ensomhed, synges fællessang og snakkes online på livet løs. Og der doneres mad, legetøj og slik til udsatte børn og deres familier. Med det samfundssind danskernes udviser, bliver der måske inden længe også samlet ind til et par nypudsede cost-benefit-briller til Poul Madsen.