Fortsæt til indhold
Kommentar

Hvad jeg skulle have spurgt Søren Pind om

Dette er ikke en aprilsnar.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den 24. september 2019 virker allerede som en evighed siden. Den dag havde jeg Nye Borgerliges Mette Thiesen og Venstres Søren Pind i JP-studiet til en samtale om borgerlighed – eller rettere manglen på samme – og siden er der jo sket en hel del. Men man skal lytte til seriøs kritik, også selv om den kommer et halvt år senere, og kalenderen i dag skriver 1. april. Dette er med andre ord ikke en aprilsnar.

For leden fik jeg nemlig en venlig mail fra en lytter, som mener, at jeg i den pågældende optagelse lod Søren Pind slippe alt for let. »Hvis jeg var vært«, skriver han, »ville jeg have stoppet ham hver gang, han kommer med udokumenterede påstande og anekdoter«.

Det troede jeg egentlig også, at jeg gjorde, men ved genhør kan jeg godt høre, at Søren Pind, som den snu ræv, han er, lykkes med at sno sig udenom den ubehagelig sandhed, at den daværende regering sad på sine hænder, da flygtningekrisen eskalerede i 2015, og var travlt beskæftiget med ikke at gøre noget. Det var som bekendt dengang, landets statsminister hed Lars Løkke Rasmussen. Ak, ja.

Det er også der, min kritiker vil hen. Han opregner ikke mindre end otte eksempler på Søren Pinds digteriske omskrivelse af virkeligheden. Lad os for nemhed skyld nøjes med de fem vigtigste.

Den første handler om grænser – et tema, der siden er blevet aktuelt igen. Her udtaler Søren Pind (ved 11:36): »Det var jo fordi, der i den danske offentlighed – i hvert fald i dele af den – bredte sig en forventning om, at det, de ikke kunne løse i Italien, på Balkan, i Østrig, i Tyskland, det skulle løses på grænsen mellem Danmark og Tyskland, og det kunne det ikke«.

Her ville min kritiker have stoppet Søren Pind og bedt ham redegøre for sin påstand: »Hvad var det for en offentlighed, hvad var det for forventninger? Hvilke forventninger havde regeringen selv på daværende tidspunkt, og var regeringen helt uvidende om og uforberedt på flygtningestrømmen i 2015«?

Det er tre oplagte og konkrete spørgsmål, som hermed gives videre til de historikere, der engang skal beskrive krisens forløb, da Danmark under liberal varetægt ikke havde nogen territorialgrænse.

Det næste eksempel handler om dommere. Her udtaler Søren Pind (ved 11:58): »Danske myndigheder må tilbageholde mennesker i 72 timer, når de er udlændinge, før de skal stilles for en dommer. Der kom simpelthen så mange, så vi havde ikke dommere nok, og derfor måtte de gå fri«.

Her ville min kritiker »igen have stoppet Søren Pind og spurgt, hvorfor man ikke blot sendte de pågældende retur til Tyskland, der jo var et sikkert land, med besked om, at der fra Travemünde, Rostock og Sassnitz afgår færger til Sverige«.

Igen en relevant kritik, som jeg ikke fik mobiliseret.

Det tredje eksempel handler om at skyde eller ikke skyde. Her udtaler Søren Pind (ved 15:23): »Jeg talte faktisk med Statsministeriet, og hvor jeg sagde til dem, at hvis der skulle skydes nede ved grænsen, så skulle ordren komme fra dem, for jeg ville ikke give den«.

Her ville min kritiker atter have stoppet Søren og spurgt, om de danske myndigheder ikke har andre muligheder for at stoppe indtrængende mennesker: »Hvad med hegn, hunde, knipler og tåregas? Hvorfor kan myndighederne standse og tilbageholde demonstranter i København og fodboldbøller i Brøndby, men ikke flygtninge, der vil til Sverige?«

Jeg spørger til det med indkøb af hegn, men det er en god pointe: Fodboldbøller plejer myndighederne at have styr på. Hvorfor så ikke også migranter?

Det fjerde eksempel handler om kriminalitetsstatistik. Her udtaler Søren Pind (ved 16:44): »Helt objektivt set så sker der det, at man i Justitsministeriets offerundersøgelser hvert eneste år i over 30 år har spurgt 18.000 statistisk udvalgte danskere om, hvilken faktisk kriminalitet de har været udsat for. Den er halvt så stor, som den var, da vi var unge«.

Her ville min kritiker igen have stoppet Søren Pind og »bedt ham redegøre for, om de offerundersøgelser kun omfatter antallet af forbrydelser eller også omfatter forbrydelsernes grovhed? Det er vist selv Søren Pind bekendt, at der for 20 og 30 år siden ikke blev brugt knive, skydevåben eller spark/stampen på hovedet i samme omfang som nu, og der er vel en årsag til, at straffen for at bære kniv og skydevåben er blevet skærpet, for skærpelserne er vel ikke blot tom symbolpolitik?«

Igen, djævelen sidder i detaljen. Hvor ville jeg gerne have sagt det i udsendelsen... Men var ikke hurtig nok.

Det sidste eksempel handler om udlændinges kolossale SU-gæld. Her udtaler Søren Pind (ved 27:09): »Hvis folk ikke opfylder den (moralen), så skal de have en bøde eller i fængsel«.

Jeg svarer i studiet, at det ville da være godt, hvis det kunne lade sig gøre, men min kritiker ville have spurgt Søren Pind, »om han ønsker gældsfængslet genindført, eller om det blot er tom snak. Dernæst ville jeg have spurgt ham, hvorfor udenlandske SU-låntagere, der er i restance og ikke møder op i fogedretten, ikke efterlyses internationalt, så de kan blive tilbageholdt i lufthavne og ved grænseovergange?«

Det er alt i alt en længere række af rigtig gode spørgsmål, som jeg i situationen ikke formåede at stille. Jeg takker for efterkritikken og vil bestræbe mig på at gøre det bedre i fremtiden.

Det er aldrig for sent at lære.

Få Jalving i ørene og lyt til podcasten Jalving ser rødt