Fortsæt til indhold
Kommentar

Europas tikkende Corona-bombe befinder sig i Hviderusland

Corona kan ifølge Hvideruslands diktator behandles med vodka og saunabesøg

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hviderusland er det eneste land i Europa og vel også verden som ikke tager Corona-virus seriøst. I den tidligere sovjetrepublik, som har været styret af eneherskeren Aleksander Lukashanko siden 1994, fortsætter livet sin skæve gang på trods af at resten af verden er lukket ned. Eksempelvis er den hviderussiske fodboldliga netop blevet skudt i gang, hvilket har mangedoblet den internationale interesse for hviderussiske fodbold, alt den stund der ligesom ikke er andet live-fodbold at se på. Det er et kuriosum til en alvorlig situation.

Lukashenkos optræden får faktisk Donald Trump til at fremstå som en overforsigtig sundhedshystade. Eksempelvis har Lukashenko udtalt, ”at der ikke findes corona i Hviderusland, for man kan jo ikke se det”. Og den bedste måde til at behandle sygdommen på er ifølge eneherskeren ”vodka og saunabesøg”. Med det som bagtæppe så er det givetvis vanskeligt at få folk til at holde afstand og vaske hænder.

Meget tyder dog på, at myndighederne i virkeligheden godt er klar over truslen fra corona, som også er en trussel mod regimet. Det hemmelige politi, der fortsat hedder KGB, har tvunget læger til at underskrive et dokument om, at de ikke udtaler sig om behandlingen af corona-patienter. Ligeledes bliver pårørende til afdøde corona-patienter truet til tavshed.

Som lokale iagttagere beskriver det, så minder situationen meget om Tjernobyl-katastrofen, hvor de sovjetiske myndigheder i lang tid benægtede, at der var noget problem. Løgnen blev naturligvis afsløret og var en af de mange pinde til sovjetkommunismens ligkiste. Om Corona bliver enden på Lukashenkos sovjetiske frilandsmuseum er straks mere vanskeligt at spå om. Der er dog ingen tvivl om, at WHO og EU bør holde godt øje med Hviderusland og lægge pres på landets myndigheder for at tage truslen seriøst. Ellers kan det også få konsekvenser for resten af Europa.