Corona-krisen kræver proportionalitet og en exit-strategi

Det er ting, der indtil nu været helt fraværende eller slet ikke har fyldt nok i den offentlige debat, selvom det berører rigtig mange danskeres liv meget. Og den debat er vi nødt til at tage hul på.

For det er på høje tid, at vi også tør stille alle de svære og kritiske spørgsmål til den måde, som vi har håndteret coronakrisen i Danmark. Det er vores eneste mulighed for at blive klogere.

Den kommende tid er der i min optik særligt tre omdrejningspunkter, vi er nødt til at tage fat i.

Den første er exitstrategi. Vi er nødt til at lægge en strategi for, hvordan vi får åbnet samfundet op igen. Det er ganske uholdbart at holde lukket i alt for lang tid. Børnene har behov for at komme tilbage på skolebænken, forældrene har brug for at gå på arbejde, og så er der erhvervslivet, der i den grad har brug for vished om, hvad fremtiden vil bringe.

Det er selvfølgelig ikke noget, man bare kan gøre nu og her. Og det er heller ikke nemt at identificere hvilke dele af samfundet, man kan åbne op for. Men det er en snak, vi er nødt til at tage hul på, for vi skal kunne give samfundet signaler om hvordan og hvad, der kan åbnes op igen. Der er behov for klar besked til fx de dele af oplevelsesøkonomien, som bestemt ikke kan åbne op igen foreløbigt. Selvstændige og erhvervsdrivende inden for disse brancher fortjener at få snarlig vished.

For det andet må kuren må ikke være værre end sygdommen. Nedlukningen af samfundet er først og fremmest foretaget for at undgå en overbelastning af sundhedsvæsenet, som ville kunne betyde at en række patienter uden corona pludselig vil stå uden behandlingsmuligheder. Det ville være en tragedie.

Sekundært er samfundet lukket ned for at minimere antallet af alvorligt corona-syge. Prisen for denne nedlukning er tab af arbejdspladser, vækst, velstand og dermed på sigt også konkurser, tvangsauktioner og kriser i mange menneskers liv.

Og selvom det lugter langt væk af usexet managementsprog, er vi nødt til at tage hul på en cost-benefit-diskussion om, hvornår vi gør kuren værre end sygdommen. Ellers risikerer vi at operationen lykkes, men at patienten alligevel dør.

Regeringen er nødt til at fremlægge beregninger på, hvad det koster for samfundet for hver uge, vi bevarer nedlukningen, og at vi kender til prisen pr. reddet menneskeliv. Og så må regeringen ikke mindst sikre, at vi får nogle gode beregninger på de samfundsøkonomiske omkostninger ved at nedbringe risikoen for overbelastningen af samfundet endnu mere.

For det er hverken at fremvise mod eller lederskab, at man blot for enhver pris lukker alt ned i forsøget på at inddæmme sygdommen. Vi er nødt til at tale om bivirkninger og omkostninger ved kuren. Og i den samtale skal vi huske proportionaliteten.

For mit tredje punkt er nemlig, at der er nødt til at være proportionalitet til stede i indgrebene. Vi må simpelthen ikke begrænse danskernes frihed mere, end hvad nødvendigt er.

I den seneste tid har vi givet vide beføjelser til staten og myndighederne og har drastisk indskrænket samfundet og danskernes frihed. Det har nok været nødvendigt i et vist omfang, men herfra må vi spørge os selv og hinanden hver eneste gang, vi ønsker at indskrænke danskernes frihed yderligere: Er det proportionalt? Kan vi forvente en stor effekt på at indskrænke forsamlingsforbuddet fra 10 til 2 personer? Er det rimeligt, at politiet bare kan vade ind i private hjem og opløse forsamlinger? Kan så voldsomme indgreb retfærdiggøres for at opnå tvivlsomme effekter?

Og når vi så er på den anden side af krisen, er vi pinedød nødt til at nedsætte et uafhængigt ekspert-panel, der undersøger, hvad vi kan lære af håndteringen. Herunder om vi var for drastiske i vores metoder.

Det er mit gæt – og mit håb - at Danmark kommer godt igennem den her krise. Men det afhænger i høj grad af, hvor gode regeringen er til at stable en solid exit-strategi på benene, så vi ikke gør kuren værre end sygdommen og så vi husker, at proportionaliteten i indgrebene altid skal være til stede.