Coronakrisen viser os hverdagens helte

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Coronavirus er nok en mikroskopisk organisme, men den har store konsekvenser for den hverdag, vi kender, og det liv, som vi holder af. Uanset hvordan man vender eller drejer det, så udfordrer den fælles kamp mod corona os alle. Alligevel afslører krisen hver dag danskernes heltedåd. Der er samfundssind. Øde gader i indre København, lukkede restauranter og handlede i supermarkederne med to meters afstand afslører et Danmark, som kæmper sammen mod corona.

Det er ikke alles navne, som vil finde vej til historiebøgerne. Alligevel skal vi huske på, at der er mange heltegerninger i denne tid. De tusindvis af danskere, som har meldt sig til frivilligt at hjælpe Røde Kors, de forældre, der hjemmepasser utålmodige unger, og pizzamanden, der holder gang i det lokale foderbræt med takeaway, er i mine øjne helte, i stort og småt. I denne tid er alles bidrag til at få brudt coronavirussens smittekæde helt afgørende. For uden vores fælles indsats kan ingen sejre.

Der er ingen tvivl om, at vi vil huske denne tid mange år frem. Særligt nogle personer vil stå frem i vores hukommelse. Vi er kommet på fornavn med corona-generalen, Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, Mette Frederiksens ro og håndfasthed er kommet hjem i alles stuer, og sundhedspersonalet bliver hyldet på behørig vis. Vi vil huske de exceptionelle indsatser. Læger, der arbejder næsten afbrudt, politiske ledere, som igangsætter historiske tiltag i enstemmighed, eller forskere, som søger efter en vaccine.

Men de store bedrifter skal ikke fortrænge æren i de små. Så her er et heltekvad til alle danskere, som gør deres bidrag til, at fællesskabet kan komme gennem krisen bedst muligt. Et heltekvad til de forældre, der hjemmepasser børn og klarer arbejdet digitalt i en 70 kvm Nørrebro-lejlighed med fire vægge og uden have. Til socialrådgiverne, som holder kontakten med udsatte borgere over telefonen og hjælper udsatte børn på vej i en fundamental forandret hverdag. Og et kæmpe klap på skulderen til teenagere, som er ved at eksplodere af irritation over deres forældre og mangler en god fest med vennerne.

Coronakrisen kræver af os alle, at vi lægger vores hverdag om. Vi burde dele billeder og ros på Facebook af, at vi har husket at spritte vores hænder af for ottende gang i dag. Eller at vi igen i dag har holdt os i gang med virtuelle personalemøder med en svingende internetforbindelse, og at et barn for 14. dag i træk har fundet på en ny afledning til kedsomheden. Ikke fordi nogle har gjort mere end andre, men fordi danskerne har gjort det, som skulle til. Man har gjort det, man bør, og ikke det, man har lyst til. For selv om de fleste danskere jo trods alt bare blevet bedt om at blive hjemme så meget som muligt, vaske hænderne ordentligt og undgå for meget kontakt med andre, så er det ikke nødvendigvis nemt. Vi er mennesker med sociale behov, så isolation er faktisk ret svært for de fleste.

For at se den daglige heltegerning skal man prøve at se på dem, som ikke lever op til deres del af samfundskontrakten. Det fåtal af danskerne, som stadig samles alt for mange sammen, eller vandpibecaféen, som nægtede at lukke, eller værst af alt kriminelle, som stjæler værnemidler fra sygehusene. Jo, der er også skurke i denne tid. Men flest helte.

Når vi ikke ser hinanden særlig meget, så er det svært at se det store billede af den fælles helteindsats, vi har i gang. Vi møder ikke vores kollegaer på arbejdspladsen, ser ikke vores familier eller venner, som vi plejer. Men når smittekurven begynder at flade ud, så kan vi se, at hver vores lille heltegerning time for time har bidraget til den store. Derfor er den vigtig, og derfor fortjener den daglige indsats i alle de danske hjem også et heltekvad.