Når det her er ovre, skal vi gå i flæsket på ensomheden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ensomheden er ikke en god følelse.

Danmark er blevet et samfund, hvor vi ikke tør tale om ensomhed. Og slet ikke om, hvor svært det er at bryde den.

Hvis du ikke længere har et stærkt ønske om at se din elskede, en fjern slægtning eller en rigsfælle, så bliver ønsker nok ikke stærkere – heller ikke efter Corona. Og hvis ønsket om at være sammen ikke længere er der, når virussen driver over, så er det tid at give slip. Det gælder i parforhold som i forholdet til vores fællesskab i rigsfællesskabet.

Der er tusinder af ting, som gør os ensomme hver eneste dag. For dem som stadig har en familie, job og vennekreds intakt ringer ingen klokker sikkert. Men i samme sekund som skilsmisseerklæringen eller bruddet med en ledsager går igennem, så starter ensomheden. Sådan var det også før Corona, men når stormen har lagt sig, vil vi blive selektive.

Jeg kender ingen, som ikke har mærket ensomheden efter et brud, en skilsmisse eller et sygdomsforløb. Men det er en del af vores danske DNA ikke at indrømme det. Derfor kender jeg heller ingen, som indrømmer, at de reelt sidder uge efter uge, år efter år, mere eller mindre alene eller føler sig alene selv i det såkaldte fællesskab. For ensomme mennesker er tabere!

Lige nu er vi alle tabere, men situationen gør os også mere villige til fællesskabet. Og de fællesskaber, der kan overleve isolation, kommer styrket ud. Resten må lide døden.

Før Corona var der masser af ensomme. Forandringer i livet kan gøre dig ensom, og man kan sagtens føle sig ensom blandt andre mennesker. Det kan ødelægge livskvaliteten, og i sidste ende være meget skadeligt for helbredet.

Når Coronaen har lagt sig, skal vi gå i flæsket på ensomheden. Mange flere, end der giver sig til kende, har været ramt af ensomhed, og det kan være meget svært at bryde med den. Ingen har skade af kortvarig isolation, men langvarig ensomhed er skadelig og påvirker os i alle livets relationer. Det er et overset og tabubelagt område, som vi helst springer over, men måske kan Corona være med til at dæmme op for dette tabu?

Vi har for første gang i min levealder alle måttet leve med ufrivillig isolation. Når den engang er overstået, så skal vi tage ved lære og én gang for alle bryde med tabuet.

Vi er en nation af selvbevidste borgere, som nok selv skal klare alle udfordringer og ikke gerne deler den med nogen. Men sådan som vi har fået skruet vores samfund sammen, så vil vi fortsat fostre mange ensomme sjæle, med mindre vi gør op med det NU. Og chancen er der, fordi de fleste danske statsborgere lige nu kan identificere sig med følelsen af isolation og ensomhed. Den skal ændres nu, hvor vi alle mærker et snert af ensomhed og er hunderædde for at den skal tage livet af os.

Der er mange gode aspekter af danskheden, men vores iver efter at ville selv og være ”alene” gør os til et af verdens mest ensomme folkefærd. Det kan vi godt gøre bedre. Og vi kan lære af denne epidemi.

Vi er oplært i at skulle klare os selv, men måske kan Corona ændre på det synspunkt. Ingen er bedst tjent med at sidde alene.

De gode fællesskaber vil sejre. Resten vil dø ud.