Fra en “wallah jeg sværger”-perker til en bekymret far

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad i klassen og håbede på, time efter time og underviser efter underviser, at de forskellige undervisere ikke ville skabe øjenkontakt med mig og derefter spørge, om jeg kendte svaret på den pågældende undervisers spørgsmål. Det var en lettelse, hver gang de sprang over mig og spurgte en af de andre i klassen. Jeg havde nemlig aldrig svaret parat på deres spørgsmål, men det havde mine etnisk danske klassekammerater til gengæld. De kendte altid svarene, og det var selvfølgelig, fordi de var etnisk danske og havde etnisk danske forældre, som hjalp dem med lektierne. Ja, etnisk danske forældre, som talte dansk med dem i hjemmet, og fordi der blev set dansk tv hjemme hos dem og alt andet foregik på dansk. Det var i hvert fald det, jeg troede for 18 år tilbage.

Hvordan skulle jeg som dreng også vide bedre, når man ikke havde sin gang blandt etniske danskere, men derimod voksede op i et parallelsamfund i ghettoen. Det meste omkring mig drejede sig om traumer og kaos. For mig og mange andre med en anden etnisk baggrund var danskerne eliten/magthaverne/de hvide/de privilegerede/dem med kernefamilien. Jeg var sikker på, at danskerne bare var klogere, mere oplyste og kritiske i forhold til, ja, alle os andre med anden etnisk baggrund. Derudover var jeg også overbevist om, at Pia Kjærsgaard og DF var danskernes parti,og det var lille mig/os mod store Danmark. Det var dengang, jeg var en ‘wallah jeg sværger’-perker, som Pernille Vermund kalder os.

Nu, hvor vi nævner hende, Pernille, bliver jeg da nødt til at spørge, om jeg er den eneste i dette ganske land, som stiller sig uforstående an, når det kommer til, at en politiker kan slippe afsted med sådan en udtalelse? Hun sagde altså ‘perker’ på landsdækkende tv. Er det bare i orden? Skal vi bare ryste på hovedet og tænke, at hun bruger sin ytringsfrihed, og nu kan vi alle sammen se, hvor absurde eller racistiske hendes holdninger er? Skal vi bare betragte det som en kæk bemærkning? Ja, det skal vi åbenbart. Der har i hvert fald ingen konsekvenser været, og så længe der ingen konsekvenser er, vil grænserne fortsætte med at flytte sig.

Man sagde også mange ting om Rasmus Paludan, og han skulle også have lov til at udtrykke sin idioti og sine racistiske holdninger, men husk nu på, at hans parti fik 63.547 stemmer på landsplan. Der er mange mennesker derude i det ganske land, som mener det samme som manden eller i hvert fald har sympati for hans politik.

Muhamedaner, perle og nu perker. Tingene har virkelig rykket sig gennem årene. Som jeg i et tidligere indlæg har skrevet, husker jeg tydeligt, hvordan min dansk-/klasselærer i folkeskolen med en bestemt og hård tone fortalte mig, at jeg ikke var tyrker, men derimod dansker. Hun ville oprigtigt ikke have, at jeg skulle betragte mig selv som tyrker: ”Nej, du er ikke tyrker, men dansker, Utku,” sagde hun. Hvorimod i dag skal Jens Philip Yazdani nærmest spørge Martin Henriksen og ligesindede om lov, før han må kalde sig for dansker.

Der er uden tvivl sket et skred i løbet af de seneste 20 år, og jeg synes ikke, at man skal være blåøjet og bare ignorere folk som Pernille eller Paludan. De har været med til at flytte grænserne til det mere ekstreme, og det er kun et spørgsmål om tid, før nogen vil gribe til handling. Ord skaber nemlig handling!

Men nok om politikerne, hvor kom vi fra? Man skal virkelig passe på, når man skriver, ellers tager ordene kontrollen og løber fra en. Tilbage til min gymnasietid.

Der skulle gå ca.1-2 år, før jeg fandt ud af, at grunden til, at jeg ikke kunne svare på undervisernes spørgsmål, ikke var etnisk betinget, men derimod bare grundet, at jeg aldrig havde åbnet mine bøger og lavet mine lektier. Det lyder vanvittig komisk i dag, men dengang anede jeg det oprigtigt ikke. Mit fokus var på alle andre end mig selv. Det var jo synd for lille mig, som havde hele den danske befolkning imod sig.

Derfor er det heller ikke overraskende, at når man vokser op i et parallelsamfund og med sådan et destruktiv syn på tilværelsen, at nogle ender i bandemiljøet, i islamiske kredse eller “bare” aldrig nogensinde bliver en del af det danske samfund. Havde mine forældre været praktiserende muslimer, så ville islam spille en stor rolle i mit nuværende liv. Havde mine forældre ikke været i arbejde og samtidig ikke motiveret mig til at tage en uddannelse, ja, så havde risikoen for, at jeg endte uden en uddannelse og et arbejde nok været større.

Havde jeg ikke haft en succesfuld oplevelse og fundet ud af, at jeg faktisk er kvik nok, hvis bare lige jeg åbner bøgerne og laver mine lektier, ja, så havde jeg nok fortsat været en ‘wallah jeg sværger’-perker. Og selvom jeg allerede dengang havde oplevet at blive nægtet adgang til diverse diskoteker, så var det bare en anden tid, og jeg og mange andre med en anden etnisk baggrund end dansk havde ikke en bekymring for udviklingen i Danmark.

I dag er det dokumenteret, at hvis man hedder Helle frem for Aya, så har man større chance for at komme til en jobsamtale. Vi ved i dag, at jobansøgere med typisk danske navne har ca. 53 pct. større chance for at blive kaldt til samtale i forhold til ansøgere med mellemøstlige navne.

Det er skræmmende, og som far kan man ikke undgå at være bekymret for sin datters fremtid.

Faktisk er det blevet så skræmmende, at man ikke kan undgå at fokusere på trælse detaljer. Fx. sagde min hustru forleden, efter at vi havde talt om udviklingen i udlændingedebatten, at vores datter er heldig, fordi hun har lyst hår. Det er virkelig øv, og jeg ville ønske, at vi overhovedet ikke skulle snakke om udseende og navn osv., men det er blevet en del af virkeligheden. Mange med anden etnisk baggrund fravælger bevidst mellemøstlige navne til deres børn.

Der er sikkert nogle, som vil mene, at vi ikke har et problem i forhold til integration og diskrimination m.m. Andre vil mene, at folk med en anden etnisk baggrund end dansk selv er skyld i etnisk danskeres vrede/frygt/diskriminering m.m. Uanset, hvad man mener, så ser vi desværre en negativ udvikling.

Selvom nogle påstår, at verden har ændret sig, og vi aldrig igen vil se Holocaust- eller Apartheid-lignende tilstande, så findes der ingen garanti for denne påstand. Mennesket er fortsat drevet og styret af sine følelser, og hvis der kan skabes nok vrede og frygt i befolkningen, så kan man få mennesker til hvad som helst. Lad os håbe, at min teori ikke holder.