Vi skal passe på, at ambitiøs klimamålsætning ikke ender med "dem" og "os"
Det kræver folkeligt ejerskab og politisk opmærksomhed på bl.a. ulighed, hvis klimaindsatsen skal lykkes med sammenhængskraften i behold.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Mange undrede sig over, at statsministerens åbningstale ikke havde klimaet og det grønne som omdrejningspunkt. Det samme gjaldt nytårstalen. I stedet talte Mette Frederiksen om ansvaret for de svageste; om fællesskab og solidaritet. Og om børn.
Hendes fokus var det sociale. Hvordan sikrer vi sammenhængskraften? Det er klogt at stille sig selv det spørgsmål. Uligheden stiger overalt i verden. Også i Danmark. En udvikling, der nemt kan accelerere yderligere, når der sættes handling bag målsætningen om en reduktion af klimagasser på 70 pct. En målsætning, som kan betyde en omkalfatring af vores levevis og af samfundets indretning. I dag udleder hver dansker årligt ca. 17 tons klimagasser. Udledningen skal ned på 2-3 tons. Hvem kommer til at betale for den udvikling? er et naturligt spørgsmål.
Forhåbentlig kan omstillingen gennemføres intelligent og balanceret med en massiv satsning på energieffektivisering, vedvarende energi, omlægning til offentlig transport, en grøn skattereform osv. Omvendt er der en reel fare for, at det bliver de fattigste og svageste, som (igen) kommer til at betale for, at de velstillede kan fortsætte relativt billigt, nu i den grønne overhalingsbane med klimavenlige bøffer på middagsbordet og lokalt producerede bobler i glasset. Bare forestillingen om, at det bliver sådan, er en fare for samfundets sammenhængskraft.
Resultatet kan blive polarisering og måske radikalisering. En opdeling i ”dem” og ”os”; i grupper, som støtter klimaindsatsen fuldt ud, medens andre vender ryggen til klimatosserne og eliten i det hele taget. Hertil kan komme nye modpoler, f.eks. de unge mod de ældre. Unge, som er vrede over, at generationerne før dem slet ikke gør nok.
Af samme grund er det afgørende, at vi fortsætter med at tænke i helheder, dvs. finde løsninger, som både er socialt, økonomisk og miljømæssigt bæredygtige. Og det skal ske sammen med folk, ikke hen over hovedet på dem. Den demokratiske og folkelige forankring af klimadagsordenen er afgørende, hvis vi vil have et samfund, der hænger sammen på den lange bane.
Som en del af klimaforliget er det aftalt, at der skal oprettes et Borgerting, som får til opgave at kigge klimahandlingsplanerne efter i sømmene. Sikre, at der er fremdrift, og at det, der vedtages, ud fra et borgerperspektiv er fornuftigt. Det er en vældig god idé, som kunne blive startskuddet på en massiv folkelig involvering i - ja, demokratisk samtale om, hvordan vi skal indrette os med hinanden fremadrettet. Dermed ville der blive skabt grobund for, at hovedparten af danskerne oplevede klimamålsætningen som noget, de selv havde ansvar for.
Spørg os borgere: Hvad mener I, at der skal til, for at nå målsætningen på de 70 pct? Hvordan vil I selv bidrage? Jeg er sikker på, at der ligger et hav af gode ideer ude blandt folk. Derfor: Involver og brug det folkelige. Den grønne dagsorden kan være med til at tænde håb og engagement. Greta Thunberg-generationen viser allerede vejen. Men lad os få alle med, nutidens såvel som fremtidens generationer. På tværs af alle skel.
En aktiv politisk indsats for at skabe et socialt balanceret samfund, kombineret med en stærk demokratisk involvering af borgerne i udviklingen af fremtidens samfund, kan få klima til at rime på sammenhængskraft.