Kom nu,Trine Bramsen, eksperternes dom er klar: Forsvarsforbeholdet sætter Danmark udenfor indflydelse
Forbeholdet bør sættes til folkeafstemning
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Den længe ventede udredning om betydningen af forsvarsforbeholdet er netop blevet offentliggjort af DIIS. En stribe af landets fremmeste folk på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område har gransket betydningen af forbeholdet. Og konklusionen er så klar, som den kan blive, når akademikere bliver bedt om at komme med et klart svar: ”Prisen” for forbeholdet – i form af tabt indflydelse på forhold af betydning for brede danske sikkerhedsinteresser og forsvarsindustrielle interesser – vil vokse i de kommende år, hvis de igangværende internationale udviklingstendenser fortsætter”.
Det er nok ikke helt forkert, at hverken Putin eller Trump forsvinder lige med det samme. Det ville i hvert fald være naivt at sætte sin lid til, at et aldrende og bovlamt felt af demokrater kan sætte Trump fra bestillingen ved næste års præsidentvalg.
Vi bliver i Europa i stigende grad nødt til at tage vare på egen sikkerhed og få vores forsvar til at køre længere på literen. Her er europæisk samarbejde vejen frem, især på det lavpraktiske område, f.eks. i forhold til indkøb og koordinering. Det fine er, at et øget europæisk forsvarssamarbejde går hånd i hånd med vores engagement i NATO. Det ene udelukker ikke det andet. Tværtimod så øger det blot vores handlemuligheder.
Regeringen og Trine Bramsen har afvist at ville diskutere forsvarsforbeholdet. Det er ærgerligt, når der nu ligger et stykke gennemarbejdet forskning på området. Udredningen burde danne grundlag for en saglig diskussion af Danmarks forhold til EU på forsvarsområdet. Men står det til Trine Bramsen, så skal udredningen i stedet blot samle støv på et forskningsbibliotek.