Minimumsnormeringer er spild af penge
Vi får ikke bedre daginstitutioner af at indføre minimumsnormeringer. Der er i stedet brug for en bedre pædagoguddannelse og bedre ledelse på børneområdet
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er sikkert dagens mest upopulære synspunkt, men minimumsnormeringer i daginstitutionerne er symbolpolitik, der ikke forholder sig til, hvordan virkeligheden er.
For det første underminerer minimumsnormeringer det kommunale selvstyre. Fremover bliver en større del af kommunernes bloktilskud øremærket personale i daginstitutionerne. Det er umiddelbart sympatisk, men hvad nu, hvis man har mere brug for bedre normering på det lokale plejehjem? Det kan ikke lade sig gøre, og dermed bliver lokalt kendskab og lokale behov overtrumfet af, hvad man mener er vigtigt på Christiansborg.
Det er sådan set ikke usædvanligt. Alle regeringer bedriver ”pulje-tyranni”, hvor bestemte problemer pludseligt bliver meget vigtige, og derfor skal løses gennem øremærkede midler. Det lyder godt, når det bliver fremlagt foran døren til Finansministeriet, men når de gode tanker skal blive virkelighed ude i kommunerne, så ender det ofte med, at der bruges mange kræfter på at administrere et relativt lille beløb.
Minimumsnormeringer er et stort prestigeprojekt for regeringen og navnlig SF. Tanken er, at jo flere penge til pædagoger, jo bedre. Virkeligheden er imidlertid, at det f.eks. i København er ualmindeligt svært at skaffe en pædagog – og så er det jo lige fedt, at man stiller krav om flere pædagoger, hvis der ikke er nogle at tage af.
Samtidig er der stor forskel på, hvor høj normeringen er blandt landets kommuner. I København er den 3,1 barn pr. voksen i vuggestuen, hvorimod den er 3,9 barn pr. voksen i Jammerbugt Kommune. Det er en markant forskel, men betyder det så, at børnene har det markant bedre i daginstitutionerne på Nørrebro end på den jyske vestkyst? Næppe. Tværtimod, så er der den ene dårlige sag efter den anden i de københavnske daginstitutioner, og det er på trods af, at København er meget tæt på at opfylde regeringens målsætning for 2025.
Hvis vi vil løfte kvaliteten i daginstitutionerne, så skal der noget andet og mere kedeligt til end letforståelige slagord om minimumsnormeringer. Visse institutioner skal ganske rigtigt styrkes med flere voksne, men det skal være målrettet og ikke et tyndt lag leverpostej. Samtidig er der behov for en markant bedre ledelse. Der er i dag alt for stor forskel på daginstitutionerne indenfor f.eks. Københavns Kommune på trods af, at de får det samme tilskud pr. barn. Det kan i høj grad tilskrives dårlig ledelse og deraf følgende højt sygefravær og dårlig trivsel.
Derudover er det bydende nødvendigt at forbedre pædagoguddannelsen. De studerende har i dag alt for få timer og kvaliteten er for ringe. Det har naturligvis indflydelse på, hvor mange der søger uddannelsen. Her har regeringen kun afsat skallede 43 mio. kr. til at løftede kvaliteten på pædagoguddannelse. Det får man ikke meget kvalitet for, og med en anslået mangel på 10.000 pædagoger, så er prioriteringen helt forkert. Hvis der ikke kommer større søgning på pædagoguddannelsen, ender minimumsnormeringer med at blive uuddannet personale og vikarer. Det har jeg svært ved at se som et løft! Det er virkelig ærgerligt, for pengene kunne være brugt bedre til glæde for vores børn og især de udsatte børn.