Bliver partiet Fremads skæbne også Venstres skæbne?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvad betyder det for dansk politik, at et folketingsmedlem skifter parti for fjerde gang?

Hvad betyder det, at en folkevalgt for altså tredje gang forlader sine vælgere?

Mit svar er, at Simon Emil Ammitzbøll-Billes partiskift ikke ændrer noget i det nuværende Folketing. Bille vil være så optaget af at være med, hvor der forhandles og være med i politiske aftaler, at hans såkaldte værdiliberalisme vil være henvist til festtalerne, hvor den ikke kommer i konflikt med hans praktiske politik på Christiansborg.

Desværre puffer partiskiftet utvivlsomt til politikerleden. De i forvejen utilfredse vælgere vil blive bekræftet i den opfattelse, at man ikke kan fæste lid til politikere. En del af de mange politiske flakkere blandt borgerlige vælgere vil til gengæld i øjeblikket glædes over, at der bliver yderligere en vare på hylderne i det politiske supermarked. Men fire år er lang tid. Mange potentielle vælger vil tabe pusten inden næste valg, og hvem vil tro, at Ammitzbøll-Bille til den tid vil være i stand til at samarbejde i et parti?

For det liberale Danmark er dannelsen af det nye parti Fremad en dårlig nyhed. To partier til højre for midten samlede ikke tilstrækkeligt med vælgere til at komme i Folketinget ved valget i sommer.

Man skal ikke være nogen stor profet for at forudse et endnu større stemmespild i blå blok ved næste valg.

Der sidder et godt hoved på Simon Emil, og han kan være en fremragende taler. Det er godt set, at han finder det ledige standpunkt om retssikkerhed, der burde være Venstres grundlæggende fundament. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget man skal tro en politiker, der ikke sagde til og fra som minister, da hans mening havde betydning. Ikke desto mindre skal Venstre passe alvorligt på.

Venstres landsmøde har med stort flertal og helt åbne øjne valgt en næstformand, der så sent som i denne uge pralede af, at hun på sin iPad har Muhammed-tegningerne som baggrundsbillede. En næstformand, der gentagne gange jublende har ladet sig fotografere med en lagkage med lys for igen og igen at demonstrere sin glæde over, at hun har gjort tilværelsen vanskeligere for verdens nødstedte. Ingen tvivl om, at en del vælgere, der trofast i mange år har stemt på Venstre, og som netop sætter retssikkerhed, frihed, frisind og anstændighed højt, vil være fristet af Ammitzbøll-Billes forsikringer om, at han vil styrke retssikkerheden og det liberale frisind og udsyn.

Hvis Ammitzbøll-Bille frister Venstre-folk, skyldes det bl.a., at et stort flertal på Venstres landsmøde højlydt hyldede en næstformand med ekstreme udlændingepolitiske synspunkter. En næstformand, som igen og igen demonstrerer en umættelig trang til at forhåne mindretal i Danmark. Dermed har Venstre selv skabt en akilleshæl, der kan blive farlig for partiets fremtid.

Det kan vise sig, at Ammitzbøll-Bille mere end Venstre selv er i pagt med de Venstrerødder, der længes efter en politik, der praktiserer frisind og retssikkerhed.

Jeg tror slet ikke, at den usaglige og fremmedfjendske politiks succes har en lang fremtid foran sig. De unge etniske danskere, er opvokset med skolekammerater fra alverdens lande. Vi vænner os til, at f.eks. læger og sygeplejerske har aner i udlandet. På Rigshospitalet i Glostrup er de skinnende hvide religiøse tørklæder sammen med den hvide kittel slet ikke mere noget særsyn.

Uanset Ammitzbøll-Billes og partiet Fremads fremtid er vinderen under alle omstændigheder Mette Frederiksen og hendes sammenspiste lille loge af ensrettede partikammerater, der regerer landet.