Statsministeren nægter at svare på, om Facebook truer ytringsfriheden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har anmodet statsministeren om at forholde sig til Facebook og deres ageren her i Danmark.

Det vil hun desværre ikke. Jeg havde ellers stillet hende følgende to konkrete spørgsmål:

- Vil ministeren redegøre for regeringens holdning i forhold til Facebooks begrænsninger af ytringsfriheden for borgerne og den fri presse, set i lyset at den seneste sag, hvor Facebook sletter opslag og hele brugerkontoer, der nævner personen Tommy Robinson?

- Mener ministeren, at det er foreneligt med demokratiet og ytringsfriheden, at Facebook, som nær-monopol på danskernes brug af sociale medier, begrænser muligheden for at debattere bestemte samfundsmæssige emner eller personer og i benægtende fald, hvilke skridt mener ministeren, at regering og Folketing bør tage?

Men det vil hun ikke svare på. Jeg havde ellers specifikt spurgt ind til statsministeren holdning, da hun jo også er pressens minister, og at det ikke kun er privat- personer, men også medier, som oplever at blive begrænset af Facebook.

Derudover har hun selv åbnet ballet ved at tale om Facebook i valgkampen, hvor hun sagde følgende: ”Vi vil flytte magten fra techgiganterne til demokratiet og samfundet. Udviklingen er kommet buldrende, og som beslutningstagere står vi tilbage og er blevet iagttagere i stedet for at styre udviklingen. Det går selvfølgelig ikke i et demokrati”. Politiken 14/04-2019

Hun har nu valgt at sende justitsminister Nick Hækkerup i stedet. Så må vi se om han vil redegøre for hvad Mette Frederiksen mente, og hvad regeringen reelt vil. For vi bliver nødt til at have svar, og vi bliver nødt til at tage debatten.

For vi har monopol-lignende tilstande her i landet, når det kommer til nyhedsformidling og debat på de sociale medier, og derfor er det nødvendigt vi politisk forholder os til Facebook.

Hvis der var 10-15 aktører på markedet, som hver havde en markedsandel, så ville vi som borger kunne træffe valg, og fra vælge dem, som agerede for styrende, censurerende og debatdræbende.

Men Facebook ER styrende og dominerende, og konsekvenserne kan være fatale, hvis man bliver blokeret eller slettet.

Det gælder både for privatpersonen, som kan miste sit sociale netværk. Det kan være virksomheden, der mister sit kunde- og indtægtsgrundlag. Det kan være et politisk parti, som mister muligheden for at kommunikere sin politik ud til befolkningen.

Virksomheden Facebook bevæger sig med hastige skridt væk fra rollen som platform facilitator og hen imod en redaktionel position, hvor virksomheden har en aktiv holdning til politisk indhold.

Når dette sker samtidig med en monopolstatus på den digitale offentlige debat, så kræver det at vi forholder os til det. For så handler det om borgernes rettigheder og muligheder for at kunne ytre og forsamle sig.

Men har man ret til at ytre sig på Facebook? Det er det store spørgsmål. Man er selvfølgelig stadig underlagt dansk lovgivning om injurier og andet på Facebook, og man kan også blive blokeret af personer, som ikke ønsker, at du skriver på deres sider. Men hvad med din egen? Hvis du ikke bryder nogen dansk lov, skal du så nægtes at have en profil, fordi Facebook er politisk uenig med dig? Og hvem står bag Facebooks holdninger? Er det Zuckerberg? Er det et nævn eller en gruppe udvalgte, og hvordan er de blevet udvalgt? Hvem står disse mennesker til ansvar overfor?

Med den digitale udvikling forsamler vi os langt mindre fysisk. Hvor vi tidligere mødtes til debatter om aftenen i forsamlingshuse, så mødes vi i dag på de sociale medier, hvor debatten foregår lystigt.

Hvis man bliver nægtet den mulighed grundet sine holdninger, så er vi inde og rykke ved noget fundamentalt i vores samfund.

Derfor er det en helt central og yderst vigtig debat at rejse. Det betragter jeg som min folkevalgte pligt i et demokrati, der konstant er i forandring og under pres.

Vores borgerrettigheder er ikke statiske. En rettighed vundet, er ikke en rettighed garanteret.