Der er så meget, jurister ikke forstår

Den bebudede fratagelse af fremmedkrigeres danske statsborgerskab var aldrig kommet i stand under Lars Løkke Rasmussens regering. Dertil var den tidligere statsminister alt for meget af en jurist, og nu har han så heldigvis disruptet sig selv.

Omvendt ved man, at en (ny) regering, der af modtageren af Nordisk Råds Litteraturpris udlægges som ”racistisk”, er på rette kurs. Takket være venstrefløjens racismeforelskelse er den slags anklager at opfatte som et skulderklap. Kalder du mig racist? Tak for komplimenten.

Der mangler imidlertid noget i argumentationen med hensyn til fremmedkrigerne. Det man kunne kalde politisk ærlighed.

For når regeringen ønsker at fratage mennesker med dobbelt statsborgerskab deres danske pas, er det ingen administrativ beslutning. Det er en politisk beslutning, der – uanset om man bryder sig om det eller ej – bunder i den gamle skelnen mellem ven og fjende.

Jeg ved godt, at mange anstændige mennesker, måske især i den blå blok, mener, at verden er blevet fjendeløs efter Murens fald, opfindelsen af internettet, iPhonen og udsigten til regnbuer, enhjørninger og halloween i både Risskov og Marselisborg, men mænd og kvinder, der drager i felten for en fremmed magt, som ikke skjuler det ideologiske faktum, at bevægelsen ønsker død over alle vantro her, der og selv i Danmark, er vores svorne fjender. Det er kun beklageligt, at de ikke er blevet dræbt på slagmarken.

Skulle vi bekoste fyrstelige retssager med henblik på at genhuse dem i vor midte til ære for højtbetalte advokater og dommere? Næ, vi skal sørge for, at krigerne ikke kan vende tilbage til Danmark og lave mere lort.

At drage i krig for Islamisk Stat er i sig selv en politisk handling, der strider mod Danmarks interesser, normer og værdier. Jeg opfatter det som landsforræderi. At drage i krig for Islamisk Stat er at træde frivilligt ind i en krigszone, og her gælder ikke fredens normalitet, men krigens logik. Her, i sin selvvalgte dødedans, er det rødbedefarvede pas kun en af de ting, man risikerer at miste.

Loven hertillands skal garantere borgernes venskab med hinanden. Sætter man sig ud over dette venskab, står man i fare for at miste sit statsborgerskab.

Men det kan man naturligvis ikke forklare en jurist. Filosoffen Kai Sørlander forsøgte alligevel i en kronik i avisen i går, idet han understregede, at demokratiet er alt for vigtigt at overlade til administratorer, for hvis man gør det, når det gælder de mest fundamentale politiske beslutninger, herunder hvem der er borger, så undergraver man demokratiet:

»Det er i dette lys, at vi skal besvare spørgsmålet om, hvorvidt IS-krigernes hjemvenden skal betragtes som et juridisk eller et politisk spørgsmål. Svaret afhænger af, hvem der skal afgøre, hvorvidt de hjemvendte krigere vil være til fare for det danske samfund eller ikke. Da det er et spørgsmål, som vi rationelt kan være uenige om, og som jurister ikke har særlig ret til at afgøre, så er det et politisk spørgsmål. Det bør altså afgøres af det demokratiske parlament under ansvar for befolkningen.«

Befolkningen?

Skal den nu bestemme, kan man næsten høre juristerne snerre.

Præcisering (30. okt., kl. 21.15): En læser med en bedre hukommelse end min har gjort mig opmærksom på, at det vedtagne lovforslag bunder i en tidligere aftale mellem VLAK og DF om at fratage fremmedkrigernes statsborgerskab administrativt, en aftale, Socialdemokratiet tilsluttede sig. Men det ændrer ikke ved, at det længe har skortet på eksplicit politisk vilje til at gøre noget ved problemet.