Public service: Offentlighedens tjeneste manipulerer og forskelsbehandler
DR og TV 2 Udland bruges som aflad for dårlig dansk samvittighed over for Grønland.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Både Grønland og Færøerne bør høre under indland på vores public service-stationer, hvis ramme er politisk og lovgivningsmæssigt reguleret. Alt andet er ulogisk. Vi er én dansk stat og er alle danske statsborgere. Men når Grønland og Færøerne er i fokus på TV 2 og DR, er stoffet degraderet til udlandsafdelingen.
Det er problematisk for sammenhængskraften, at medierne har så stor indflydelse, når der ikke samtidig er inklusion af Grønland og Færøerne i sendefladen.
Er redaktionen på TV 2 og DR ikke bekendt med, at Grønland er en del af Danmark? Åbenbart ikke. Nu skriver de igen ”udland” ved nyheder fra Grønland og Færøerne.
Det er jo ikke så sært, at det er svært at få danskerne til at engagere sig. Det er en offentlig hemmelighed, at medierne spiller en afgørende rolle i formidlingen af historier i den danske stat. Og den danske stat udgør både Grønland, Danmark og Færøerne.
Hvem i alverden har besluttet, at Grønland og Færøerne sorterer under udlandsstof?
Det er beskæmmende, at danske politikere bruger danske public service-stationer som aflad for den dårlige samvittighed, man har over for særligt Grønland. Man kunne i stedet bruge sendefladerne til at formidle, hvilket forhold man ønsker at have til de nordatlantiske dele af rigsfællesskabet. Og hvis det så kunne sendes under indland, så har vi en fælles platform for nyheder fra hele den danske stat. Ved at gøre alt med Grønland og Færøerne til et udenrigsanliggende risikerer man at blokere for at finde løsninger for en fælles platform med forståelse snarere end med stereotyper.
Som Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, sagde:
»Det, der er latterligt, er, at man står og skammer sig over, hvilken kolonimagt man har været, uden at have et kritisk spørgsmål til sig selv om, hvilken kolonimagt man vil være.«
Ligesom Jens Grund konkluderede, at den mentale afstand til Grønland er meget lang. Fra en avisredaktion til Grønland er der meget langt, og fra den danske befolkning til den del af befolkningen er der langt, sagde han i ”Presselogen”.
Ja, det tror da pokker, når danske medier bruger dækbilleder af slædehunde, selv når de dækker historier fra de dele af Grønland, hvor man ikke kører på hundeslæde.
En hundeslæde i udlandsafdelingen er ikke godt nok!