Fortsæt til indhold
Kommentar

Statsministeren har givet Grønland grønt lys for at forhandle salg med Trump

En tredjedel af Grønlands Landsting ønsker nu at sælge Grønland uden om lovgivningen i Danmark.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den grønlandske tragedie er den totale mangel på realitetssans – hvor længe vil danske skatteyders forståelse vare ved?

Præsident Trumps købstilbud på Grønland blev blankt afvist af både selvstyreformand Kim Kielsen og statsminister Mette Frederiksen. De lo af Trump og kaldte Trumps tilnærmelse for absurd. Det fik som bekendt præsidenten til at aflyse besøget til Danmark, alt imens #Greenland takket være Trump gik verden rundt. Med statsministerens udtalelser om, at det er Grønland, der bestemmer, har hun givet grønt lys for opløsning af rigsfællesskabet. Udfordringerne ved Frederiksens talen grønlænderne efter munden har nu givet visse grønlandske politikere lyst til at forhandle direkte med Trump – og uden om Danmark.

Forleden dukkede den første udfordring op. De grønlandske politikere Pele Broberg og Steen Lynge falder nu den dansk-grønlandske enighed i ryggen ved at stille forslag om direkte forhandlinger med USA. Formålet er at undersøge muligheden for, at USA kan overtage betalingen af det danske bloktilskud, og at USA kan afløse Danmarks rolle, og at rigsfællesskabet de facto opløses.

Ud over at svække den dansk-grønlandske forhandlingsposition forud for samtaler med USA om det, der ligger til grund for præsident Trumps købstilbud, nemlig nye militære installationer i Grønland, så understreger de to partilederes tilgang, at sammenhængskraften mellem Grønland og Danmark kan reduceres til et rent pekuniært spørgsmål.

Det er på mange måder bemærkelsesværdigt, at de to partiledere hellere ser Grønland som et nyt Puerto Rico, ikke mindst når man betænker den tweet-aktivitet, præsident Trump har med guvernøren for det selvstyrende amerikanske territorium.

Med udsigten til, at USA formentlig vil forstærke sin militære tilstedeværelse i Grønland med udvidelse af Thule Air Base og eventuelt anlæggelse af yderligere militære installationer, herunder formentlig også anbringelse af egentlig militær kapacitet – ikke nødvendigvis til beskyttelse af Grønland, men derimod for at beskytte USA mod nye missiltrusler fra specielt Kina, så er de to grønlandske politikeres tilgang svær at forstå. Grønland risikerer at blive første angrebspunkt.

Danmark og Grønland har lige i fællesskab sat præsident Trump stolen for døren med betragtelig udenrigspolitiske omkostninger for Danmark, hvorefter de to grønlandske partiledere underløber enigheden med deres polemiske initiativ.

Med selvstyreloven, der som bekendt giver Grønland mulighed for at hjemtage alle sagsområder, indtil man kan erklære selvstændighed, så sparker Pele Broberg og Steen Lynge døren åben. Danmark har med stor generøsitet betalt mere end 57 pct. af det grønlandske statsbudget og fortsætter med at gøre det, uden at Danmark i øvrigt modtager noget som helst til gengæld. Postulaterne om, at der skulle være åbenlyse fordele ved Grønland som del af rigsfællesskabet er vel sat i et lidt andet perspektiv efter den diplomatiske krise med præsident Trump.

Men hvis Pele Broberg og Steen Lynge mener, at sammenhængskraften i rigsfællesskabet ikke består af andet og mere end det danske bloktilskud, og at man i øvrigt er villig til at lade dette erstatte ved at lægge Grønland i hænderne på præsident Trump og USA, så må det forventes, at der i Danmark kommer en debat om at genåbne selvstyreloven med henblik på at få givet Grønland fuld selvstændighed så hurtigt som overhovedet muligt for at spare det beløb, som præsident Trump med undren nævnte, at Danmark betaler til Grønland, svarende til 730 mio. dollars årligt.

Med de sociale, økonomiske og menneskelige udfordringer, Grønland aktuelt har inden for de forvaltningsområder, man allerede har hjemtaget, så må de to partilederes tilgang vække stille undren. Men det er måske hele humlen i forsøget på at rejse en grønlandsk debat om at underlægge Grønland USA. Man tror måske, at man kan hvirvle så meget støv op, at den grønlandske befolkning glemmer, at de samme politikere bærer ansvaret for, at tingene ikke fungerer i Grønland.

Hvor ville det dog have været opløftende om Pele Broberg og Steen Lynge havde brugt den konkrete anledning til at lægge op til en debat om, hvorledes vi i fællesskab kan finde den rigtige måde at håndtere situationen på. Men nej. I stedet benytter man lejligheden til at tale for et de facto salg af Grønland til USA. Det er ganske enkelt for sølle, og hvad værre er, uansvarligt over for den grønlandske befolkning. Er der overhovedet ingen, som værdsætter vores familiære bånd i rigsfællesskabet. Kan man bare splitte en familie uden at mærke smerte?

Hvad vil Danmark med rigsfællesskabet?

Den danske befolkning er meget langmodig, specielt når det kommer til rigsfællesskabet. Den danske befolkning er også generelt generøs – men den danske borgers tålmodighed har også en grænse. Hvis der ikke findes mere gensidig solidaritet inden for rigsfællesskabet end det, Pele Broberg og Steen Lynge er eksponenter for, så er tiden måske kommet til, at vi i Danmark tager debatten om, hvad vi ønsker med rigsfællesskabet.

Heldigvis viser det grønlandske parti Samarbejdspartiet, at der er kræfter i Grønland, der arbejder for, at rigsfællesskabet skal opretholdes. Lad os håbe, at dette parti må blive styrket, når den grønlandske befolkning bliver klar over, at Pele Broberg og Steen Lynge ikke er andet og mere end ejendomsmæglere, der sælger alt til den højeste pris uden blik for de langsigtede konsekvenser.