Omprioriteringsbidrag eller ej må kulturlivet se sig om efter nye mæcener

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Valgkampen er for længst forbi. Og dermed er bygen af generøse løfter også taget af. I hvert fald er landets nye kulturminister, Joy Mogensen, begyndt at ryste lidt på hånden, når det gælder fjernelsen fra 2020 af det omdiskuterede omprioriteringsbidrag, der siden 2016 har skåret godt en halv mia. kr. af det samlede offentlige kulturbudget. Det gav socialdemokraternes daværende medieordfører Mogens Jensen ellers et løfte om i valgkampen. To gange endda. Årsagen var, at Lars Løkke Rasmussen, der jo undervejs i sin solovalgkamp fandt 69 mia. kr. til lidt af hvert, havde gjort det samme. Hvorfor så ikke slå ud med armene? Så kulturlivet vejrede for en stund morgenluft.

Men det var måske nok lidt for tidligt, viser det sig. For Joy Mogensen, der indtil videre ikke har sagt meget andet, end at hun vil styrke public service, har ifølge Altinget på Røddingmødet fortalt, at hun ikke kan love, at omprioriteringsbidraget på årligt 2 pct. forsvinder inden 2022. Mogens Jensen, der ikke blev kulturminister, men minister for en masse andet, er sikkert glad for, at han ikke skal stå og forklare, hvad der blev af hans løfte. Onde tunger hævder ligefrem, at det var derfor, han ikke blev kulturminister.

Under alle omstændigheder kan kulturlivet – måske – se frem til flere besparelser og fortsat presset økonomi, for selv om der er enighed om kulturlivets betydning for nationens bevarelse, så viger det altid for andre områder, som politikerne og for den sags skyld befolkningen ønsker prioriteret – sundhed, velfærd, sikkerhed og nu også grøn omstilling.

Det er der ikke noget nyt i, men det vil næppe forhindre, at der vil blive skulet en kende til Joy Mogensen, når hun i disse dage er sammen med en væsentlig del af kulturlivet på Kulturmødet Mors, der for syvende gang afvikles på Limfjordsøen.

Besparelserne har da heller ikke været uden betydning – for nogle af de store statslige kulturinstitutioner har det betydet, at de har mistet op mod 10 og 20 pct. af driftsbudgetterne de senere år. Konsekvenserne har været store sparerunder og nedlæggelser af funktioner og institutioner. Derfor er det forståeligt, at de gerne vil vide, hvad de kan regne med de kommende år.

Samtidig har de sikkert også sat deres lid til, at en ny socialdemokratisk minister ville medføre mere medvind efter årene med Mette Bock, som store dele af kulturlivet så som kulturens fjende, blot fordi hun – helt i overensstemmelse med det liberale udgangspunkt – ønskede at gøre statens rolle mindre. Bare en lille smule.

Men blandt kulturfolk, der når det gælder brok kun overgås af landmænd, måles kultur i støttekroner, og staten betragtes som den store mæcen. I et lille land er statsstøttet kunst da også en nødvendighed, hvis man vil sikre et vist niveau, et vækstlag og lige adgang til kulturtilbud. Men det kan også virke en kende fantasiløst blot at forvente en stadig strøm fra staten, som afhang hele eksistensen af det – jeg støttes, derfor er jeg.

Men de kan lige så godt vænne sig til det, for omprioriteringsbidrag eller ej, så kommer der næppe flere offentlige kroner til kulturen. Som i universitetsverdenen, hvor 40 pct. af al forskning efterhånden er støtte af fonde og virksomheder, vil kulturen også skulle se sig om efter andre mæcener. Det er heldigvis allerede godt i gang mange steder. Det er naturligvis ikke en sti uden faldgruber, men det åbner også nye muligheder og kræver nytænkning, der kan føre kultur og kunst nye steder hen.