Tak til Harun Demirtas for udtalelsen om, at Danmark ”pisser” på dem, man mod en klækkelig sum penge tilbyder hjemrejse

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er ret vild med Harun Demirtas’ skriverier på JP blogs. Det tjener JP til stor ære, at spændvidden inkluderer Harun Demirtas, som for et lille år siden skrev bl.a. sådan her om en dansker, der ikke ønskede at få foretaget en blodprøve af en tørklædeklædt kvinde:

»Men er du virkelig i tvivl om, hvorvidt en sygeplejerske med tørklæde kan hjælpe dig, må du finde et land, hvor der ingen muslimer findes.«

Denne etniske krigserklæring imod de oprindelige danskere er en af de sikreste veje til at overbevise samme danskere om, at der må ske noget helt, helt andet i udlændingepolitikken. Og tak for at gøre opmærksom på det allerede for et år siden, Harun Demirtas.

Nu får den så igen for fuld skrue i et indlæg fra i dag af Harun Demirtas med overskriften,

”Hvorfor integrere sig, når landet pisser på en?”

Helt ned i det latrinære sprogbrug er det en perle af et indlæg. Harun Demirtas fik lige adskillige tusinde yderligere danskere med på det hold, der har indset, at omfattende hjemsendelser – på grundlovens og retsstatens grund – må finde sted blandt de ikkevestlige i Danmark, hvis Danmark skal overleve som hjemsted for det danske folk.

Her følger nogle citater fra Harun Demirtas’ indlæg:

»Er den danske stat blevet så desperat, at den er blevet ligeglad med, hvem den rammer med denne ordning? … Jeg er så træt af det system, der hver dag kæmper for bevidst at ekskludere nogle mennesker i dette samfund … Dette system er ved at rådne op af fremmedgørelse af alle med udenlandske rødder …«

Det er virkelig godt. Det er konge, som de siger i et af DR’s få seværdige programmer. Etniske danskere får besked på at skride fra deres eneste fædreland, og når Danmarks myndigheder i det mindste forsøger at lokke bare nogle få fra den tredje verden til at genfinde de hjemlige græsgange, får vi at vide, at Harun Demirtas bare er så træt af Danmark, nå nej, ”systemet” kalder han det søreme, hvilket som bekendt også er Danmark.

Endnu en gang: Min mest dybfølte tak til Harun Demirtas for ganske ufrivilligt at være med til at fremskynde udviklingen hen imod en hjemsendelsespolitik, der vil sikre, at der også vil være et Danmark om 100 år.

Mere ustyrlig sprogbrug fra Harun Demirtas og ligesindede fra den tredje verden, venligst. Det er virkelig en god hjælp på vejen mod målet.