Pressen skal gøre mere for at bevare sine gode manerer

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Grænseoverskriderne i international politik får journalistikken til at grænseoverskride i tandem med den fremadstormende excentricitet. Donald Trump og Boris Johnson er de grænseoverskridende excentrikeres bannerførere. De synger ikke efter konventionelle nodeark. Derfor gør de journalister, der dækker dem, det heller ikke mere. Det er tit en skam.

Jeg når ofte i vore dage hurtig tilfredsstillelse ved at se CNN, fordi det er så irriterende at se en halvmåne af fnysende journalister sidde omkring et bord og spy raseri ud over præsidenten i støjende samklang, desværre ikke i debat. Alle journalisterne omkring bordet hader ham. Det er der mange grunde til, at de gør. Men jeg vil gerne høre modargumenter.

I årevis var jeg positivt indstillet over for amerikansk tv-journalistik netop i debatprogrammer, fordi de var bistre og rå, handskerne havde deltagerne lagt uden for studiet i sminkerummet, knojernene var blottede. Det var engagerede mennesker, der analyserede og debatterede blodigt. Ikke public service-journalister og derfor konfliktsky, skræmte dukse, som så ofte i Europa.

Men nu er debattørerne på mange amerikanske kanaler ofte udelukkende gale i skralden i én retning, spillet, er røget. Vi keder os. Vi forbliver uprovokerede. Jeg ved godt, at Fox TV gør helt det samme som CNN, men med modsat fortegn. Fox skamroser præsidenten. Men fordi konkurrenten i mediebilledet er primitiv, så behøver den modsatte side ikke at gå hen og blive primitiv også. Så ender vi uden de nuancer, der gør det interessant at følge med og tage stilling selv som seer.

Det samme kan godt gå hen og ske med journalistikken i Storbritannien, hvor Boris Johnson får folk lige så højt op af stolene i disse uger, som Trump gør i USA. Den dejlige, konservative avis The Daily Telegraph med verdens bedste alenlange nekrologer, kongelig sladder, skønne læserbrev fra pensionerede oberster og fornem international dækning, har længe været så ensidigt pro-Boris Johnson og hadefuld imod EU, at man skulle oparbejde al den loyalitet over for avisen, som jeg heldigvis besidder, for at kunne holde ud fortsat at læse den.

Jeg er trofast, fordi det er en fremragende omnibusavis, der har nyheder med hele vejen rundt og i forholdsvis kort form, så jeg holder fast i papiret. Men avisens næsegruse forelskelse i Boris og ubalancerede had til EU er ofte primitiv og uværdig for den fine gamle dame fra Fleet Street.

Endnu mere interessant er det at følge dagbladet The Guardian, også en fin, men venstreorienteret gammel dame, som hader Boris. De er blevet lige så forudsigelige, men med omvendt fortegn, som The Telegraph. Da Boris Johnson blev skandaleramt i sidste uge, da var det The Guardian, der først kørte skandalen. Avisen plejer at være for fornem til at viderebringe personlige skandaler uden perspektiver for andre end de implicerede selv.

Naboer til Boris Johnson og hans kæreste havde hørt, at de to skændtes en sen aften. Rødvin var inde i billedet, kunne naboerne høre. Noget af vinen var spildt i en sofa! En nævenyttig nabo, der betegner sig selv som venstreorienteret og tilhænger af EU, ringede til politiet, da skænderiet blev støjende. Politiet kom. Betjentene talte med Boris og kæresten, konstaterede, at alt var ok, og kørte igen. Men naboen kontaktede derefter The Guardian med sine lydoptagelser på mobiltelefonen af skænderiet. Med billeder af Politiets ankomst og omhyggelig affotografering af politibilens nummerplader, så patruljevognen siden kunne spores af The Guardians journalister og derfor gøre det muligt for dem at få skænderiet og tilkaldelsen af politiet bekræftet. Professionelt arbejde af naboen. The Guardian kørte derefter historien om skænderiet stort med uddrag fra naboens optagelser af skænderiet og samtalen med politiet, der sagde, de havde været på adressen, og at alt var vel. Men alligevel… der går aldrig røg af en brand. Så på trods af politiets afmontering af historien, så var det »Ryd forsiden«.

Hvis politikeren havde været en anden end den af The Guardian forhadte Boris, så ville avisen måske ikke have offentliggjort den nævenyttige nabos telefonaflytning og stikkeri, men tværtimod hævdet, at skænderier i hjemmet hører hjemmet til. Privatlivets ufred. Almindeligt. Tilsat vin. Især efter Politiet havde været der og konstateret, at ingen var i fare, hverken Boris eller kæresten, var det så en historie? Det ville have været gammeldags journalistik i The Guardians noble ånd at ignorere henvendelsen fra naboen. I stedet blev avisen spejlbilldet af The Telegraph. Hadet mod Boris vandt over god presseskik.

Hvis Excentrikere Uden Grænser breder sig i magtens korridorer rundt omkring og besudler den gode tone, så bør pressens rolle måske nyvurderes. Så må pressen blive bevarer af de gode manerer, som nogle af den ny tids “statsmænd” ignorerer. Rolleskift er altid nyttigt, når tiderne skifter. Det gør tiderne lige nu, både her og der.