Stilhed efter stormen – tiden er inde til at tænke nyt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Wien

En behagelig stilhed har lagt sig over østrigsk politik efter indsættelsen af den upartiske Brigitte Bierlein i embedet som kansler efter Sebastian Kurz, det konservative partis unge, nok lidt for ambitiøse leder, der i halvandet år forestod en koalition af sine egne og Heinz-Christian Straches højreekstremistiske Frihedsparti.

Uroen under Kurz og Strache var mærkbar, et konstant pres fra ekstremisternes side, ikke så meget mod demokratiets former, som højrefolkene hævdede at værne om – det gør de altid – men vedrørende deres indhold, mod menneskelighed og anstændighed, et aldrig ophørende pres forestået af den huldsaligt smilende Strache, der i en formentlig illegalt optaget video afslørede sig som potentiel landsforræder i russisk tjeneste, og Frihedspartiets stramme chefideolog, Herbert Kickl.

At Kurz vender tilbage, er jeg overbevist om. Han er 32 år og har tiden for sig, en begavet mand, der tog sine slagsmål med Strache. Hvad der skal ske med Strache, den nu detroniserede vicekansler, og Kickl, hans ikke mindre detroniserede indenrigsminister, vides ikke. Foreløbig er Bierleins regering – seks kvinder, seks mænd – i gang med at rense ud i ministerierne og annullere snesevis af forordninger, anvisninger og beslutninger, mange af dem sat i værk af Kickl, som Venstres Inger Støjberg i sin egenskab af integrationsminister under flere besøg i Wien lænede sig op ad med en politisk inderlighed, der under min betragtning vanærede hende som dansker, dansk lovgiver og medlem af den danske regering.

Foreløbig er roen i Østrig før et forventet parlamentsvalg i september af en sådan art, at man kan fristes til at mene, at det af præsident Van der Bellen indsatte forretningsministerium er at foretrække for sine parlamentariske forgængere. Bierlein er tidligere formand for forfatningsdomstolen og ideel i den henseende, at hun formodes at tilhøre den borgerlige midte. Hun virker retlinet, følger lovens bogstav og ånd, ikke de skiftende folkestemninger, og taler nødigt med pressen.

Valget af ministre fremhæver, at vi i en støjende og kompliceret verden kan overveje at gå efter respekterede eksperter snarere end folkevalgte, der alt for ofte sætte egne interesser, såvel politiske som økonomiske, over almenvældet.

Den demokratiske regering skal nyde parlamentets tillid, men behøver ikke at udgå af parlamentet. Mette Frederiksen nyder utvivlsomt Folketingets tillid sådan rent formelt, men hendes flertal i salen virker knapt. Er hun virkelig det bedste, vi kan præstere i Danmark? Endnu en ung, ambitiøs politiker, som har svunget sig til vejrs ved at overtage højrefløjens ulækre idéer. Her må enhver svare for sig.

I Østrig blev en statskrise afværget, fordi præsident Van der Bellen greb ind i en chokerende, men ikke overraskende skandale med al den milde myndighed, der ligger i hans embede. Bierleins regering er præsidentiel. Den udgår ikke af parlamentet, men nyder indtil videre parlamentets massive tillid. At den findes, er slet ikke indlysende. Præsidentvalget i 2016 var nær endt med en sejr til Straches kandidat, Norbert Hofer. Om ham formoder jeg, at han i sit partis interesse havde affærdiget Strache-videoen som en tilgivelig udskridning. I så fald var det østrigske statsskib for alvor blevet ramt af slagside.

Demokratiet og de klassiske folkepartier har det skidt mange steder i Europa. Der skal tænkes nyt. Måske skulle vi overveje et skarpere skel mellem lovgivere og udøvende ministre.