Glem aldrig, at dagens Europa er født på ruiner

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I sidste uge var jeg i biografen og så filmen ”Værk uden skaber”, der baserer sig på den tyske maler Gerhard Richters liv. Han blev født i Dresden i 1932, og således følger filmens indledende del sin hovedperson igennem både det nazistiske vanvid og dets totale sammenbrud.

Billederne af Dresdens bombardement i 1945 og livet i det, der stod tilbage i årene efter, er særlig stærke. De minder os om, at dagens Europa er født ud af ruiner – både i fysisk og i moralsk forstand. Ligeså, hvor langt vi er kommet siden.

Er det nu så længe siden? Mine forældre blev født i krigens ruiner. Mine bedsteforældre tilbragte deres ungdom ved fronten, i beskyttelseskældre og på flugt. De var de heldige, fordi de overlevede – i modsætning til de mange, mange millioner, der ikke gjorde.

Erindringen om krigen, angsten for fysiske overgreb og igen at skulle sulte fyldte deres liv mange år efter. Da min mormors søster døde for nogle år siden, var hendes kælder fyldt med konserves, der sandsynligvis kunne have forsynet en lille landsby.

I denne uge satte vi lys i vinduerne for at markere krigens afslutning. Og vi hejste flagene for at fejre Europa. Netop denne forbindelse er det gennemgående træk hos mange tyske partier i den aktuelle valgkamp. Merkels CDU viser et delt billede af Rigsdagen i Berlin – som ruin i 1945, med et kærestepar foran i dag. De Grønne proklamerer: Europa. Den bedste idé, som Europa nogen sinde havde.

Måske er det en tysk måde at anskue tingene på, og måske er det naivt. Når jeg tænker på Europa, kan jeg alligevel ikke lade være med at se de overordnede linjer: At nogle, nej mange, havde modet og udholdenheden til – midt i ruinerne – at lægge sten på sten, at række hånden ud til tidligere fjender, at blive enige om, at nu var det nok – aldrig mere krig.

Nej, dagens Europa er på ingen måde perfekt, ej heller er EU en perfekt konstruktion. Men er Danmark? Tyskland? Er perfektion en realistisk målestok – politisk som menneskeligt?

Jeg forundres over den tiltagne nationalisme, der deler verden i dem og os, men ingen vi ser. Der findes ingen tid i historien, hvor vi europæere har været friere, rigere, mere raske og levet i større fredsommelighed med hinanden end nu. Der findes næppe mange udfordringer, som vi er i stand til at løse bedre hver for sig. Alligevel har vi så travlt med at fremhæve vores eget, som om det nationale og det europæiske var uforenlige størrelser.

I disse år piller vi sten efter sten ud af de fundamenter, som vi alle står på. Det gælder ikke kun vores europæiske engagement, det gælder vore egne samfund. Værdier, som vi indtil for kort tid siden var stolte over, står til disposition: Religionsfrihed, lighed for loven, barnets tarv. Og humanisme er blevet et skældsord.

Engang imellem ser jeg på mine børn og spørger mig selv: Hvilken sten har vi lagt på, mens det var vores tur med ansvaret i hånden? Det er så nemt at kritisere, resignere, vende ryggen til. ”Værk uden skaber”. Desværre er det også blevet et billede på dagens Europa.