Vil den rette Knud Romer rejse sig?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det var interessant at læse interviewet med forfatteren Knud Romer i JP’s lørdagstillæg op til det kommende Skivemøde. Det var en lovtale for ”det hele Danmark” og i den forbindelse særlig for decentralisering. I interviewet, under et foto af sig selv, stylet som en piberygende Poul Reichhardt i en Morten Korch-film, talte han sig varm om lokalsamfundet, »hvor det er egnsretterne, traditionerne og forskellene, der tæller«. Egnsretterne?

Til slut i interviewet sloges det fast, at »vi [danskere] jo er ens … [selv om] man gør ekstremt meget ud af ekstremt små forskelle. Det skal vi holde op med«.

Interessant og en smule forvirrende. Det forvirrende ligger ikke så meget i, at de nævnte forskelle mellem danskere på én gang tales op og tales ned, ses som meget væsentlige og ekstremt små. Det er snarere, om det mon er den samme Knud Romer som ham, der for knap tre år siden i en enquete i Politiken understregede, at han slet ikke så sig selv som dansker, men som verdensborger: »Jeg har i dag mere tilfælles med en dj i Tokyo og en litteraturvidenskabsmand i Berlin, end jeg har med min overbo eller nabo,« som han udtalte. »Verdensborgeren behersker en bred palet af kulturelle udtryk; han nyder både de tyrkiske rytmer, grønlandske etnotrommer, Wiener Philharmonikerne og den danske solsorts smukke sang.«

Hvis vi ikke passer alvorligt på, mente han, ender vi som »en nation af indretningsarkitekter, der dyrker en vanvittig enhedskultur, som vil udradere brugen af fremmedsprog i public service-tv og på universitetet«.

Dengang for tre år siden gjorde Romer ekstremt meget mere ud af de ekstremt små forskelle. At være dansker var simpelthen udannet: »Det er klart, at hvis du hele livet igennem glor ud ad det samme vindue, ikke taler andre sprog, og aldrig opdager, at der findes andet end dåsetomater og skrabelodder, så har du ingen mulighed for at blive dannet, og din horisont bliver lige så smal som din bevidsthed«.

Dåsetomater og skrabelodder. Mere splittelsespolitisk og mere elitært kan det vist dårligt blive. Dengang var der ikke grænser for de helt uoverstigelige forskelle, Knud Romer kunne få øje på i den danske nation, men nu er vi pludselig alle ens. Han er hoppet over gærdet, nu er det politikere over en bred kam, og fremfor alt Dansk Folkeparti, som han mener splitter alting i »dem og os«: »eliten og os, de fremmede og os, kultureliten og os«.

Vil den rette Knud Romer rejse sig, fristes man til at spørge. Er det ham, der ser sig som del af en globaliseret elite, uden relation til fladpandede danskere i øvrigt, eller ham, der nu mener, at vi er så ens og sammenhængende?

Fint, hvis Knud Romer er blevet klogere; det skal der være plads til. Men spørgsmålet er, om han egentlig har skiftet mening, eller om vi har at gøre med et tilfælde af det, Tolstoj beskrev hos en af sine personer i ”Krig og fred”: Han skiftede aldrig mening, men meningerne skiftede i ham, uden at han bemærkede det.

»Det er tidsånden,« siger man og slår ud med armene, som om alt dermed skulle være forklaret. Blot er der ingen, der aner, hvad tidsånden er for noget. Det er bare et ord, som skal forklare det jævnt uforståelige – et andet sådant er ”udviklingen”.

Måske kan Knud Romer ses som symptomatisk for kunstneres generelle mangel på konsekvens og ansvarlighed, når de udtaler sig politisk, hvad de gør meget i disse år. Som oftest er det vigtigere for dem at blive set som ”progressive” end som ansvarlige. Romer går den modsatte vej og bliver traditionalist, uden dermed at virke overbevisende.