Logik for tænketanke og globale burhøns

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis man vil have et snapshot af den eventyrlige forestillingsverden, som den vestlige indvandringslobby lever i, skal man bare læse JP fra i torsdags. Her gav en seniorforsker ved navn Jean-Paul Tran Thiet fra den franske tænketank Institut Montaigne udtryk for den logik, der hersker i de veltrimmede og såkaldt progressive kredse.

Kernen er, at asyl er en ukrænkelig menneskeret. At give asyl til mennesker, der rejser op gennem Europa med kursen sat mod verdens mest generøse velfærdsstater, er en pligt for de europæiske regeringer, mener forskeren, uanset hvem der er tale om, idet han henviser til Genèvekonventionen fra 1949 og EU’s nyere traktater. Asyl »skal ikke være politisk styret«, som han formulerer det.

Jean-Paul Tran Thien er ikke hvem som helst, men ifølge egne oplysninger en herre med adgang til bonede gulve i Paris og Bruxelles som rådgiver for den franske præsident og EU-Kommissionen. I JP insisterer han imidlertid på at være upolitisk, trods den kendsgerning at hans seneste publikation om retten til asyl er udarbejdet sammen med den venstreorienterede tænketank Terra Nova, der ligeledes mener, at asylretten er i fare for at blive undermineret af flere folkelige reservationer og EU’s aftaler med Tyrkiet og Libyen om at begrænse tilstrømningen fra Stormellemøsten.

De to tænketanke foreslår i stedet, »at man lader asylsøgerne selv ønske, hvor de gerne vil hen«, hvorefter EU fordeler dem »solidarisk«. Tænketankene vil have os til at forstå, at ret og jura ikke bare trumfer politik, men slet og ret annullerer politik.

Du har nok hørt denne påstand før, men den er fantastisk i ordets egentlige betydning, hævet over empiri og praktiske konsekvenser. Logikken afslører en misforstået opfattelse af, hvad politik er, som man møder lige så tit i menneskerettighedsmiljøet som blandt uoplyste teenagere.

Logikken er misforstået, fordi asyl er og bliver et politisk spørgsmål. Det er netop derfor, det deler vandene. Solidaritet lyder flot, men hvem er det nu, der skal bære konsekvenserne i modtagerlandet, herunder den personfarlige kriminalitet og de etniske spændinger? Det er såmænd den lokale underklasse samt børn og unge. Og hvordan standses den islamisering, der empirisk har vist sig at følge med unge mænds vandring nordpå?

Intet vesteuropæisk land har efter 40 års eksperimenter noget som helst svar på det prekære sidste spørgsmål. Som den hollandske sociolog Ruud Koopmans fremhævede i et interview til Berlingske i den forløbne uge, fortsætter majoriteten af de muslimske minoriteter med at leve efter andre normer, regler og religiøse forskrifter end de oprindelige europæiske befolkninger. Muslimske lande klarer sig fortsat dårligere end resten af verden, og muslimer er notorisk vanskeligere at integrere end alle andre grupper. Problemets rod skal findes i islam, konkluderer Koopmans efter mere end 20 års studier i ny bog.

Men benævnte asyllogik er misforstået af en grund mere. Ret kan nemlig ikke stå alene; retten flugter med en pligt til at tåle noget. Derfor må vi medtænke magten. Idealet om universelle menneskerettigheder er muligvis smukt at spejle sig i, men det må ikke ødelægge vores handlefrihed eller forhindre os i at gøre det nødvendige, som først og fremmest er at beskytte den politiske orden fra atomisering og balkanisering og sikre, at vi giver et genkendeligt land videre til næste generation.

Som en udskældt florentiner sagde for 500 år siden, så kommer en politiker, der ønsker at praktisere det gode hver eneste dag, til kort blandt dem, der ikke er helt lige så gode, og følgelig er et vist mål af patriotisme en forudsætning for borgernes frihed og sikkerhed. Retten daler ikke ned til os fra Gud eller Genèvekonventionen, den bliver til i en konkret situation. Derfor må asyl akkurat være politisk styret og lokalt fortolket, ellers løber den løbsk i en verden i bevægelse og i et Europa, der grænser op til en veritabel befolkningseksplosion på den anden side af Middelhavet. Der findes intet helligt standpunkt i asyldebatten, ingen overmoral; svaret på vor tids muterede migration beror netop på lovgivernes politiske dømmekraft, ikke på forskrifter oppefra. Skal der være en million muslimer i Danmark ved århundredets udgang? Tænk jer nu om.

Der er intet til hinder for, at Danmark kan bestemme over sin asylpolitik selv og i tillæg udtræde af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og vende tilbage til danske domstoles praksis. Det ville være en demokratisk handling og et udtryk for, at vi ikke længere opfatter os selv som globale burhøns, men som døtre og sønner af Danmark.