Velkommen, Mr. Chance. Du er ikke alene

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Tre løfter, et logo og en Twitter-konto. Derfra er vejen fra idé til politik ikke lang, og hvorfor gå den besværlige omvej omkring partier, når man kan køre selv?

Klaus Riskær Pedersen er ikke alene. Med sit nye enmandsparti lægger han til på den trend, som i varierende form kan iagttages i flere lande. Partier forstået som (demokratiske) platforme for politisk repræsentation kæmper mod borgerbevægelser og såkaldt stærke mænd, som i kraft af eget navn driver forretningen fremad.

Politik forsimples til budskaber, som mange forstår og færre erklærer sig uenig i. Peter Sellers demonstrerede det i filmen ”Velkommen, Mr. Chance”: Almindeligheder kan lyde af dyb visdom, når de sættes ind i den rette kontekst. Den naive gartner kunne modsat den politiske chancerytter vel knap ane visdommen i sine egne ord.

Historien har vist, at få ord og et luftigt program har effekt. Som en kollega konstaterede, da Donald Trump blev valgt til USA’s præsident: »Der skulle tilsyneladende ikke mere end en kasket og et slogan til.«

Det at være en del af et politisk parti og hvile på en historisk forpligtelse har tilsyneladende svært ved at hamle op med forretningsmanden, der vil drive politik som – ja, netop en forretning.

Italiens Femstjernebevægelse voksede ikke på gaderne, men på internettet, som partiet fortsat anvender som en såkaldt demokratisk platform. Senest har medlemmerne skullet taget stilling til, om Femstjernebevægelsen skulle åbne for, at lederen af regeringspartneren Lega, Matteo Salvini, skal kunne retsforfølges. De repræsentanter, som sidder i det italienske parlament er bundet af en partilinje, hvis udformning dybest set er besluttet af den inderkreds, som styrer mulighederne på nettet. I partiet taler man om ”direkte demokrati”.

Da Silvio Berlusconi, som også er en forretningsmand, der dannede sit eget parti, var regeringschef i Italien, talte han om at afskaffe de besværlige beslutningsprocedurer i parlamentet og erstatte det med en form for forretningsudvalg. I partiet Forza Italia var han gået foran. Det var praktisk talt umuligt for medlemmerne at vælte formanden eller ændre partilinjen.

Salvini, som i dagens Italien giver den som den stærke mand, kan nå at sende rigtig mange tweets ud og tegne linjen i sit parti Lega, inden hans politiske modstander, centrum-venstre partiet PD, har været igennem dets langvarige debatter og basisdemokratiske proces for at finde en ny formand eller forme politikken

I Danmark står Riskær med en håndfuld enkle budskaber, som indrammer meget af det, som vælgere er utilpasse med: de grådige banker, et umuligt skattesystem, et foranderligt klima og mistro til politikerne. Hvert budskab ligger indrammet på hjemmesiden lige til at dele på Twitter.

Det lyder enkelt, men skulle en journalist driste sig til at stille spørgsmål til sammenhæng, konsekvens eller bare forsøge at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen, eller spørge ind til Riskærs egen kriminelle fortid, svarer spidskandidaten, at han er træt af at skulle »sidde med en gang pøbel-, småproletar-, journalisttyper, der ikke forstår en skid af noget som helst«.

Selv har han ikke fornægtet ligheden med Donald Trump. »På en måde kan jeg godt minde om Trump. For jeg kan ikke genkende det Danmark, jeg voksede op i,« har Riskær sagt til BT.

Men intet tyder på, at Riskær vil føre Danmark tilbage til Hal Kochs samtaledemokrati. Tværtimod. I Riskærs parti er det Riskær, som bestemmer. Partiet optager ikke medlemmer.