En socialt retfærdig vej til det grønne samfund er mulig
Kan man forhindre klimaforandringerne? Kan det finansieres? Og kan det gøres socialt retfærdigt? Ja. Ja. Ja.
I dag fremlægger Enhedslisten en klimaplan, der beskriver, hvordan Danmark skal levere sit bidrag til kampen mod klimaforandringerne. Planen er fuldt finansieret og indeholder konkrete virkemidler til, hvordan det skal gøres. Planen er derfor gennemregnet ift., hvad den konkrete reduktion i CO2 vil være, og så er den ovenikøbet skruet sammen, så den er socialt retfærdig. Det er ikke dem, der har mindst, der skal betale for den grønne omstilling. I det omfang der indføres forbrugsafgifter, sendes indtægterne ikke i statskassen, men tilbage til lav- og mellemindkomstgrupper via den grønne check, så regningen ikke rammer skævt.
Vi er faktisk meget stolte af vores klimaplan. For den løser alle de tre centrale udfordringer på én gang i forhold til den grønne omstilling: Vi skal levere de konkrete svar på, hvordan det skal gøres. Det skal finansieres. Og det skal være socialt retfærdigt. Ingen andre partier i Danmark har indtil nu formået at levere et svar på klimaproblemerne, der løser alle tre udfordringer. Og vi har heller ikke kunnet finde partier i andre europæiske lande, der er kommet med et samlet bud. Planen hopper ikke nogen sektorer over og udskyder ikke svære beslutninger til kommissioner. Vi har derfor også konkrete forslag inden for landbrug og transport. Det er en samlet og fuldt finansieret klimaplan, der anviser vejen til at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 pct. i 2030. Det er et afgørende skridt på vejen mod et CO2-neutralt samfund.
Vi foreslår, at Folketinget vedtager en forpligtende klimalov, der binder den siddende regering til, at Danmark holder sig på kursen mod 70 pct. reduktion i 2030 og mod at blive et såkaldt nulemissionssamfund senest i 2040. Den sidste fossilbil bør sælges i Danmark i 2025. Til gengæld skal vi indføre en kontant støtte til køb af 250.000 elbiler fra 2020 til 2025. Støtten varierer fra 50.000 til 100.000 kroner. Helt konkret vil det faktisk betyde, at det rent faktisk er billigere at køre i bil med vores forslag, da man ikke længere skal betale for benzinen til olieselskaberne, men for den billigere el.
Vi vil investere op mod 40 milliarder i den kollektive trafik over de næste 10 år. Billetterne skal være billigere, så priserne for offentlig transport sænkes med 30 pct. fra 2020. Vi foreslår at indføre en CO2-afgift for landbruget, hvor provenuet føres tilbage til landmanden med det formål at fremme omlægning til bæredygtighed. Det sikrer, at regningen ikke ender hos den almindelige forbruger, som en kødafgift vil medføre. Virksomheder skal desuden ikke længere have gratis CO2-kvoter. De skal betale. Men provenuet føres tilbage til virksomhederne som støtte til grøn omstilling, så ingen behøver at dreje nøglen om.
Måske synes du, at nogle af forslagene er for vidtgående? Eller måske er du uenig i nogle af forslagene? Det er helt fint, synes jeg. Både jeg og Enhedslisten er klar til at diskutere planen. Men planen er vores bedste bud. Og hvis der er ting, du gerne vil have ud, så kræver det, at du til gengæld fortæller, hvilke tiltag du gerne vil have ind i stedet for. For ellers reducerer vi ikke det, der skal til for at leve op til Paris-aftalen og levere Danmarks del i forhold til at forhindre klimaforandringerne. Man kan også se det på den helt modsatte måde: at det, på trods af de meget omfattende forslag i vores plan, faktisk i virkeligheden ikke er så meget, der skal til for at forhindre en kommende klimakatastrofe, hvis vi altså handler nu. Om få år vil prisen være mange gange højere.
Vi har travlt. Men vi kan nå at ændre retning, hvis vi er mange nok, der går sammen.