Kvinden, der gik forrest for at fortælle om krigens gru og dens ofre

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

”In Extremis” er titlen på Lindsey Hilsums bog om kollegaen og veninden, krigskorrespondenten Marie Colvin. Lindsey Hilsum er selv krigskorrespondent for det britiske Channel 4 og ligesom Marie kvinde. Den latinske titel betyder ”i en ekstremt svær situation” eller i medicinsk sprogbrug ”i dødsøjeblikket”.

Marie Colvin var amerikansk, men blev verdensberømt som reporter for avisen The Sunday Times, der udkommer i London. Hun var høj og mager, smuk og karismatisk og havde en sort klap for øjet. Den gjorde hende endnu mere sagnomspunden, end hun var i forvejen på grund af skrivestil og ekstrem dristighed i krigszoner. Hun havde mistet det ene øje og næsten også livet, da hun dækkede krigen i Sri Lanka mellem regeringen og tamilerne. Derfor klappen. I 2012 mistede Marie så også selve livet, mens hun dækkede krigen i Homs i Syrien.

Venindens bog er fængslende læsning, fordi den er nøgtern. Marie Colvin var irsk-amerikansk, katolsk, fordrukken, storforbruger af totalt upålidelige mænd, intenst romantisk og besat af at være i fare. Kun i farezonen mærkede hun, at hun var i live.

Lindsey Hilsum er den lidenskabelige Marie Colvins modsætning. Saglig og balanceret, britisk. Sidst jeg så Lindsey Hilsum rapportere, var det fra bombeangrebet i Nairobi. Hun havde noget, der lignede en spadseredragt på, og et silketørklæde om halsen. Kort, sat frisure. Rolig, præcis stemme. Hun lignede ikke en krigsreporter i et inferno foran et rygende, smadret afrikansk hotel, omgivet af råbende soldater og døende mennesker. Hun lignede snarere en cheføkonom, der skulle til bestyrelsesmøde i Bank of England. Det er, fordi Lindsey er den melodramatiske Maries modsætning, at hun ser Marie så klart og fortæller så indforstået om den helt forudsigelige tragedie, både på det personlige og på det professionelle plan, der til sidst fælder den grænseoverskridende reporter med klappen for øjet. De var krigskammerater, de to kvinder. Samme arbejde, samme slags nysgerrighed, samme mod. Et skæbnefællesskab. Men meget forskellige. Den ene flamboyant, den anden underspillende. Den ene død i dag. Den anden i live.

”War chicks” hed det i gamle dage nedladende blandt ældre, kæderygende mænd iført lærredsveste med små lommer, om mediekvinder på arbejde i krigszoner. De blev omtalt som en slags ”groupies”, altså som de piger, der rejste efter popstjerner og fodboldspillere. Det siger ingen nu. For der er ligeså mange kompetente kvinder som mænd som reportere i krigszoner i vore dage.

Da jeg var ung i slutningen af 1960’erne og i 70’erne og ofte arbejdede som journalist i borgerkrigen i Nordirland, da var der ingen andre kvinder i slænget. Da jeg for et par år siden var på arbejde i Syrien, var der også et canadisk tv-hold, hvor fotograf Rasmus Nielsen og jeg boede. Fotografen var mand. Men både reporteren og produceren var kvinder ligesom mig. Det ville være utænkeligt, at man i dag bemærkede det eller overhovedet kommenterede kvinders tilstedeværelse på krigsskuepladser. Så mange af os er der nu. Jeg har set skiftet i mit eget arbejdsliv, der begyndte for 55 år siden. Jeg har dækket utallige krige undervejs. Kvinder som professionelle fortællere er myldret frem på slagmarkerne siden gadekampene og snigskytterne dengang i Nordirland. Men selv om kønsbalancen på slagmarkerne allerede var tydeligt ændret, da Marie Colvin gik i krig 1980’erne, så er hendes køn naturligvis et underforstået tema ”In Extremis”. For bogen handler også om Maries længsel efter de børn, hun aldrig fik, og hendes utallige destruktive kærlighedshistorier. Om hendes forståelige besvær med omstillingen fra et liv ved fronten til det almindelige liv indimellem krigene.

For ikke alle voldsomme psykiske overgange mellem krig og fred kan drikkes væk i baren på hotellerne ”on the road” og siden ved et hektisk selskabsliv på hjemmefronten. Og dog? Marie prøvede i hvert fald. Det er vi mange, der har gjort.

Men det sitrende spørgsmål i bogen er, om krigskorrespondenter tager afsted for berømmelsens skyld og for “the kick”, det berusende tryk på adrenalinpumpen, som livsfare giver? Eller for at redde verden? Man bliver mere berømt som duknakket reporter i løb i kugleregnen end som kommunalreporter. Private genstridige problemer falmer bort, hvis man bor i Afghanistan eller i Irak i krig eller færdes blandt Kosovoflygtninge i en tragisk lejr på Balkan. Derude ved fronten hjemsøges man mindre af søvnløshed over skatterestancer, kikset kærlighed og dårlig samvittighed end hjemme i sin egen seng.

En høj puls og det historiske vingesus jager for en tid effektivt ”trivialiteter” på flugt.

Marie Colvin insisterede på, at krigskorrespondancer om gru og civile lidelser var livsnødvendige for at holde kyniske magthavere i skak og bane vej for fred og forståelse. Hun og hendes kolleger havde en mission, mente hun, nemlig at skabe medfølelse for krigens civile ofre. Vi venter endnu på et bevis på, om hun havde ret eller ej. Freden er ikke brudt ud endnu, selv om der ikke er mangel på gru i medierne.

Marie Colvin stillede også selv spørgsmålet om meningen med det hele i en ofte citeret tale til minde om døde kolleger, inden hun selv kom på tabslisten: »Vi skal altid spørge os selv, om historien er risikoniveauet værd… hvad er mod og hvad er bravado (pral)?« Bravado i betydningen narcissistisk udstilling af mod for at imponere omverdenen, ikke for at hjælpe krigens ofre. Der er også lavet en spillefilm om Marie Colvin nu, som jeg ikke har set. Hvilken større hyldest for både mod og bravado kan hun forlange?

”In Extremis” er hæderlig og eftertænksom. Og dens problemstillinger er nyttigt tankestof for de mange unge, uafhængige barfodsjournalister, der nu dukker talstærkt op i krigszoner. De beretter på nettet, og de er uden sikkerhedsnet endsige veste og uden en stor nyhedsorganisation i ryggen. De er modige og anonyme.

Jeg har aldrig mødt Marie Colvin i levende live, jeg har mødt flere af de andre personer i ”In Extremis”. Hun og nogle af de andre døde på arbejde. Måske den bedste død for dem. Det er svært at forestille sig Marie som lykkelig pensionist på et plejehjem. Selv på et plejehjem med en meget veludrustet bar. Men hun var en fantastisk kvinde, der havde et fantastisk liv, mens det varede, og en heroisk, voldsom død som det helt naturlige, selvindlysende punktum.