15 år er nok: Nu må retten gribe ind over for "Love Actually"s emotionelle overgreb
Jo, du skal krybe sammen med din udkårne på sofaen i aften og se en hjertevarmende julefilm. Men nej, det skal ikke være en filmisk voldtægt fra England, og nu skal jeg fortælle dig hvorfor.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Høje nævningeret. I skal i dag tage stilling til en såre alvorlig sag, der involverer mindreårige, ørehængere, transatlantiske relationer og store mængder tårer. Samt Hugh Grant.
Jeg beklager, at I har modtaget jeres borgerlige ombud i denne søde juletid, men på sin vis er det meget passende, for anklagemyndigheden gør gældende, at julefilmen i skranken, kendt som ”Love Actually”, der netop i år fylder 15 og dermed er over den kriminelle lavalder, er skyldig i et svært tilfælde af emotionelt overgreb på sine seere.
Før jeg indleder min formelle procedure, beder jeg om lov til at opridse baggrunden:
Tiltalte udkom i 2003 og er skrevet og instrueret af Richard Curtis. I årene siden premieren har den fået status af en veritabel højtidsklassiker, og i Aarhus findes der klubber, ja, i pluralis, som hvert år mødes for at gense den.
Jeg siger ikke, at jeg efter rulleteksterne sad sammenkrøbet under bruseren og holdt om mine ben, men jeg siger heller ikke, at jeg ikke gjorde.
Alt det er forståeligt nok, for Curtis er tydeligvis en mester på sit felt, og idéen med at krydsklippe mellem ni handlingsspor, før hovedpersonerne til sidst, ganske tilfældigt, befinder sig i samme lufthavn, er perfekt udtænkt til genren. Vi følger henholdsvis en nyvalgt ungkarle-premierminister, en falleret rockstjerne på jagt efter et tåkrummende julehit, en ung mand med et ulykkeligt crush på sin bedste vens hustru, en bedraget ægtemand på skriveretræte i Portugal, to sympatiske skuespillere i voksenfilm-industrien, der falder for hinanden under de akavede indspilninger, en midtlivskriseramt mand, der bedrager sin loyale hustru med hende den unge fra arbejdet, en engelsk drengerøv/sexturist på juleudflugt til USA samt en kvinde, hvis psykisk syge bror står i vejen for hendes kærlighedsliv. Så er der serveret.
Men bag Hugh Grants professionelt akavede smil og gemt under Colin Firths lune sweater i merinould ligger en kynisk emotionel manipulation, der har givet i hvert fald denne sagfører ar på julesjælen. Jeg siger ikke, at jeg efter rulleteksterne sad sammenkrøbet under bruseren og holdt om mine ben, men jeg siger heller ikke, at jeg ikke gjorde.
Lad mig præcisere: Problemet er ikke farinsødmen og puddersneen. Denne anklager er et flæbende julemonster, der hvert år hikster sig igennem hele Dickens’ ”Et Juleeventyr” med sin hustru og ikke engang prøver at skjule sine ophovnede øjne efter Scrooges omvenden fra pengepugende misantrop til velgører med julehjertet på rette sted. Så lad tusind sneflager lande koket på Keira Kneightleys velplejede lokker, og begrav mig i grannåle fra gadepynten i det hjertevarme arbejderkvarter, hvor Martine McCutcheon fejrer jul med sin elskelige tykke far, efter at single-premierministeren har afbrudt deres forhold; mig gør det kun godt.
Problemet er heller ikke klichéerne. Herregud, højtiden er og skal være én stor sampling af velbrugte virkemidler; rør blot ikke ved min gamle jul, og så videre.
Nej, forbrydelsen ligger specifikt gemt i handlingsspor nummer seks: fortællingen om Daniel og hans stedsøn Sam. Jeg ser allerede jeres blikke lyse op ved tanken om den indiskutabelt nuttede barneskuespiller Thomas Sangster og den lige så indiskutabelt dygtige Liam Neeson. Men prøv lige at tænke tilbage på vort første møde med de to – jeg nænner nemlig ikke at vise videoen her i retten.
Vi befinder os i en fyldt kirke til begravelsen af deres partner/mor. Mens den rødhårede knægt sidder forstenet på første række, deler den sortklædte papfar galgenhumoristiske guldkorn om sin afdøde partner, inden vi trakteres med et slideshow af familiefotos af en smuk gravid kvinde, mens vennerne bærer kisten ud.
I næste scene finder følgende ordveksling sted:
Papfar: ”Jeg ved godt, du er ked af, at din mor er død.”
Dreng: ”Nej, det er ikke det. Det er, fordi jeg er forelsket.”
Papfar: ”Er du da ikke for ung til at være forelsket?”
Dreng: ”Nej.”
Papfar: ”Nå.”
Scene slut, moren er ude af handlingen, og så handler det ellers om drengens forelskelse i sin amerikanske klassekammerat.
I manuskriptteorien taler man om ”frivillig ophævelse af tvivl”: Seeren ved godt, at det, der udspiller sig på skærmen, er uvirkeligt, men fortællingen forfører os til at investere os selv, vore største drømme og frygt i en hovedperson. Vi lokkes til at suspendere mistroen og lægge vor empati og emotionelle engagement i et fiktivt menneskes skæbne.
I ”Love Actually” bliver jeg, cirka 20 minutter inde i filmen, bedt om at investere benævnte empati i et sørgende barn. Alene for at jeg bagefter kan heppe ekstra meget på ham, mens han løber gennem en lufthavn for at få et kys på kinden af sin amerikanske udkårne, inden hun stiger om bord på sit fly hjem til staterne. Det var dét.
Et barns tab af sin mor, enhver forælders næststørste frygt, tre minutters intenst tårepersende ubehag havde som eneste formål, at to fjerdeklasseselever kunne lege S, P eller K ved Gate 20. Dét definerer jeg som uetisk historiefortælling.
Forfattere, sangskrivere og filmmagere må gerne få mig til at græde, men manipulation og udbytte må stå mål med hinanden. Så kunne vi, hen imod udgangen på året, der gav os alskens vigtige samtykkedebatter, indlede et opgør med narrative overgreb af den art, tiltalte nu på 15. år har gjort sig skyldig i?
Dén afgørelse overlader jeg trygt til jer, kære nævninge, idet jeg henviser til sagens principielle karakter og håber, at jeres afgørelse vil få en præventiv effekt, så decemberpublikummet fremover vil vælge de filmiske overgrebsmænd fra og i stedet se en etisk forsvarlig julefilm. En fortælling, der vil dig det bedste og har fortjent din kærlighed, egentlig.
Prøv for eksempel med ”Die Hard”.