At kalde en sygeplejerske for landsforræder, fordi hun redder liv, er uacceptabelt!

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvor går jeres grænser, lød det fra Læger Uden Grænser i en ny kampagne.

Spørgsmålet er desværre sørgeligt aktuelt. På det seneste har vi set, at nogle mennesker mener, hudfarven bør afgøre, hvem man må hjælpe, og hvis liv man bør redde. Det er forfærdeligt, hvis det menneskesyn er en realitet og en tanke, der florerer blandt mennesker i Danmark.

Da flygtninge fyldte motorvejene i Danmark, skammede menneskeheden sig efter at have set et billede af en dansk mand, der oppe fra en bro spyttede på mennesker på flugt med børn i armene. Det billede gik verden rundt, og for mig er det blevet et symbol på den retorik, nogle i Danmark har ført mod flygtninge de seneste mange år.

Nu er flygtninge holdt ude af landet, grænserne er lukket, internationale menneskerettighedskonventioner bliver betvivlet, og der kommer færre asylsøgere end i mange år. Men for nogle er det tydeligvis ikke nok. De bliver ved med at spytte på flygtningene. Nu på tværs af grænser. Hvad vil de mennesker, der gør det?

Det seneste eksempel handler om, at nogle af dem mener, at sygeplejersker, der tager ud med Læger Uden Grænser og hjælper folk på flugt, der risikerer at drukne i en båd, ikke fortjener respekt.

Dette har vi hørt sygeplejerske Kamma Skaarup fortælle i Politiken. Hun fortæller, at mange chikanerer hende med beskeder og mails og kalder hende for landsforræder og håber, at hun bliver voldtaget af de mænd, hun hjælper. Kun fordi hun hjælper flygtninge.

Det er skræmmende. Ikke alene tanken, at nogen synes, en sygeplejerske er en landsforræder, fordi hun hjælper mennesker, der er på flugt fra krig, fattigdom og død. Men også det, at der er mennesker med dette forfærdelige menneskesyn i Danmark.

Ville de ringe efter en ambulance, hvis jeg eller en flygtning faldt om? Eller vil de, som de hentyder til, vende ryggen til og gå deres vej, fordi de mener, de er mere værd end os?

Hvis sygeplejersker, der har fået respekt af hele verdens befolkning, fordi de er kendt for til enhver tid at tilsidesætte egne behov for at hjælpe andre, bliver omtalt på denne usle måde, og den smukke forskel, hun gør for mennesker, bliver taget som gidsel af uvidende mennesker, er det så ikke oplagt at spørge alle, hvor længe de vil tie og se det an? Og hvor folks grænser går, siden selv de mest uskyldige, og de som bidrager allermest, bliver udråbt som kriminelle?

Denne reaktion over for en sygeplejerske er uacceptabel, utålelig og endnu et højdepunkt i den provokerende, generaliserende og hadefuldt retorik, som nogle mennesker fører mod udlændinge.

Jeg bakker Læger Uden Grænsers kampagne fuldstændigt op. Der er gode grunde til at spørge folk om deres grænser. Og spørger man mig, er min grænse nået i det øjeblik, man indblander en sygeplejerske i en grim udlændingeretorik.