Afstanden mellem land og by bliver større med sparekrav til gymnasier

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Fra min barndom som præstesøn i stationsbyen Gelsted på Vestfyn husker jeg, hvordan mine forældre sidst i 1950’erne ofte talte med hinanden om, at vi burde flytte tilbage til København, hvor vi var kommet fra i 1954, eller til en større by. Det, som de bl.a. tænkte på, var min og mine to søskendes skolegang. Når gymnasiet en dag blev aktuelt, ville det kræve en 33 km lang togrejse til Odense. Det kunne vi sikkert godt have klaret – i lighed med lægens Niels, skoleinspektørens Asta og Sigrid og boghandlerens kvikke datter Kirsten (Thorup). Men indtil langt op 1960’erne var det først og fremmest bybørn, der fik en studenterhue. Vi selv endte med at flytte.

Vi står over for en udvikling, som vil kunne få nutidige forældre til at tage den samme beslutning. Og det sker tilmed under en regering, som har lovet os »et Danmark i bedre balance«.

Netop som min familie flyttede til Esbjerg i 1961, skete der dog en rivende udvikling, som skulle gøre det muligt for flere unge at få en studentereksamen til gavn for dem selv, men sandelig også for det danske samfund. Der blev sat gang i egnsudviklingen for at forhindre, at dele af Danmark blev hægtet af. Der skulle være bedre balance mellem land og by, ikke mindst på uddannelsesområdet. I 1954 havde der været 70 gymnasier i Danmark. I 1967 var tallet 92, og med en yderligere udbygningsfase sidst i 1970’erne steg det til over 150.

Det fik elevtallet til at vokse. I 1950 var andelen af en ungdomsårgang, der gik i gymnasiet, kun ca. 5 pct. I 1960 passerede den 10 pct. I 1975 nåede den 25 pct., specielt med tilkomsten af hf. Og i 1980 var den på over 35 pct. Det er vigtigt at understrege, at stigningen ikke kun skyldtes, at gymnasiet i denne periode ophørte med at være en decideret eliteskole for de privilegerede og få udvalgte. Den skyldtes først og fremmest, at dygtige unge i dele af landet, hvor der hidtil havde været meget langt til det nærmeste gymnasium, nu kunne få den uddannelse, som de havde evner og lyst til.

Det kan jeg selv bevidne. Jeg indledte mit arbejdsliv som adjunkt i Lemvig, året efter at egnen havde fået et gymnasium i 1979. Dengang optog skolen elever fra to kommuner, og i den ene, Thyborøn-Harboøre, steg gymnasiefrekvensen på 10 år fra 10-12 til 30 pct. Alligevel foregik undervisningen på et højt niveau, og de flittige elever har i dag stadig et af de højeste karaktergennemsnit i landet.

Når jeg i dag læser mine aviser, kan jeg konstatere, at mange af dem, som jeg underviste i 1980’erne, nu sidder på høje poster og i vigtige funktioner rundt omkring i landet. At forestille sig de humane ressourcer, som Danmark ville være gået glip af, hvis ikke de egne, som nogle i dag hånligt omtaler som ”udkanterne”, dengang var blevet forsynet med gymnasier!

Men det er netop dem, der nu lider under regeringens ”omprioriteringsbidrag” på 2 pct. om året. For et par dage siden udtalte Lemvig Gymnasiums rektor, Bo Larsen, at skolen i 2021 vil have mistet 16,5 mio. kr. Og det skønt den har været fremsynet og frivilligt har fusioneret med den lokale handelsskole. Hvis besparelserne fortsætter indtil 2022, vil tabet stige til 21,8 mio. kr. Sådanne nedskæringer går ud over kvaliteten af uddannelsen, og det kan medføre faldende ansøgningstal. Med de mindre ungdomsårgange vil gymnasiets eksistens blive truet. Men sådan vil det være for alle de små gymnasier i Danmark. Og på den måde vil vi bevæge os tilbage mod de tilstande, som mine forældre reagerede på sidst i 1950’erne: et Danmark i ubalance mellem land og by.