Jeg er ikke skuffet, jeg er vred
Det kan godt være, at jeg er en sur gammel kælling, men jeg synes simpelthen, at folk skal opføre sig ordentligt. Det er, som om der er blevet flere, der tilsyneladende ingen problemer har med at opføre sig skidt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Hele ugen har jeg drønet rundt og passet mit arbejde. Jeg har haft hamrende travlt, så det er måske derfor, jeg her sidst på ugen ikke orker mere. Jeg elsker mit arbejde, ingen tvivl om det, men hold nu bøtte, hvor jeg arbejder meget for at kunne betale mine medarbejdere, husleje og andre udgifter, for at kunne være i stand til at bidrage derhjemme til alt, hvad det nu indebærer af efterskolebetalinger, husleje, billån og kreditforeningslån.
Det er alt sammen fint nok, og jeg betaler da også min skat med en vis glæde. Og ja, jeg ved godt, at langt de fleste her i landet kun vil andre mennesker det godt og i det store hele opfører sig ordentligt.
Men jeg er eddermame træt af folk, der ikke gør det. Jeg er tosset over, at nogle svindlertyper i udlandet lykkes med at stjæle vores surt opsparede skattekroner lige direkte ud af statskassen ved højlys dag. Jeg forstår godt, at man ikke kan sikre sig i hoved og r.., og at vores samfund bygger på en høj grad af tillid, og det kan godt være, at det ikke er blevet specielt meget værre, at der altid har været folk, der ikke kunne kende forskel på dit og mit, og folk, der ikke kunne finde ud af at behandle andre mennesker ordentligt. Men for tiden har jeg det, som om man ikke kan sparke sig frem for folk med dårlig moral og skidt opførsel.
Man kan jo godt grine af Britta fra Socialstyrelsen, for hendes svindel og tyveri af minimum 111 millioner fra primært svage og udsatte mennesker er et vildt eksempel på, når virkeligheden overgår fantasien. Hvis en af mine forfattervenner havde spurgt, om jeg mente, det ville være en god handling til en spændingsroman, så havde jeg grinet og sagt, at det sgu ville være for langt ude. Men ikke for Britta, der åbenbart havde det helt fint med at negle en kæmpeformue fra konkrete projekter øremærket de allersvageste i samfundet og derefter poste masser af millioner i tyske hestestutterier, sydafrikanske ejendomme og jord. Ren grådighed. Fy for katten.
Så er der erhvervskvinden Ilse Jacobsen. Hvad bilder hun sig ind? Hvorfor mener hun, at det er o.k. at behandle sine ansatte så dårligt, at flere end 40 har sagt ja til at fortælle deres frygtelige historier til Berlingske? Jeg kender selv et par stykker, som har været udsat for damens metoder, og de er hverken tøsedrenge eller forkælede curlingbørn. Siden sagen kom frem, og jeg ytrede mig om den, har jeg yderligere fået henvendelser fra seks tidligere medarbejdere, der alle har fortalt mig om horrible arbejdsforhold og grotesk ledelse eller mangel på samme i den virksomhed. De fleste af de her tidligere medarbejdere har nærmest været i chok, efter de slap ud af Ilse Jacobsens gummistøvlegreb.
På trods af vedvarende rygter i årevis bliver hun bakket op af varmluftsfilosoffen Morten Albæk, som både er investor og bestyrelsesformand. Ligesom DR valgte at gøre hende til tv-stjerne og dommer i ”Løvens hule”, hvor hun skulle agere mentor og dommer over for de hårdtarbejdende iværksættere og deres forretningsidéer. De troede endda, at de havde fået en seriøs og dygtig investor, men nej, alle investeringer faldt sjovt nok til gulvet, da Ilse gjorde sin entré. Sådan kan man da ikke opføre sig over for rigtige mennesker med rigtige virksomheder.
Damen sidder stadig i Vækstfonden, hvor hun får kassen for at være med til at understøtte danske virksomheder og iværksættere. Sidste år investerede Vækstfonden mere end 2,5 mia. kr. i mere end 800 virksomheder. Ret vildt, at en kvinde, der ikke selv kan finde ud af at drive sin virksomhed, har så vigtig en tjans.
Vi skal da opføre os ordentligt over for hinanden. Og det duer ikke, når folk bevidst snyder andre eller behandler deres medarbejdere så dårligt, at de er mærket for livet.
Men kan vi egentlig gøre noget ved det? Er dårlig moral og dårlig opførsel ikke bare et vilkår?