Der kæmpes for et kædeansvar.
Vi er for tiden flere steder vidner til nogle af de konsekvenser, den internationale handel med arbejdskraft har. Yderligere beføjelser til handel med arbejdskraft kan forstærke de konsekvenser. Vi skal, blandt andet, imødekomme udfordringerne med et kædeansvar.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Om morgenen den 9. oktober var den gal igen. Denne her gang var det Stilladsklubben i Vestsjælland, der var på banen. Efter forgæves at have forsøgt sig med dialog siden foråret, følte de sig nu så pressede, at de indledte en blokade af byggeriet på Asnæsværket Blok 6 nær Kalundborg. Ingen kommer ind, før der er styr på løn- og arbejdsforhold.
Store projekter = løndumping
Det store byggeprojekt har en samlet entreprisesum på 1,2 mia. kr. Det er Ørsted (tidl. Dong), Novo Nordisk, Novozymes og Kalundborg Forsyning, der er bygherrer på projektet. Projektdirektør hos Ørsted, Ole Thomsen siger til TV 2: »Vi kræver af alle leverandører, at deres medarbejdere samt eventuelle underleverandører arbejder under overenskomstlignende forhold«. Det har dog stadig ikke været muligt for fagforeningen at se hverken lønsedler eller bevis på nødvendige uddannelsesbeviser for de polske kollegaer, der arbejder for det Polske firma In-Tech, der er hyret ind til at montere stilladser for det finske firma Valmet. Og dette på trods af, at de er forpligtet til at udlevere dette ifølge overenskomsten. Det er disse forhold, som har fået stilladsarbejderne til at gå på barrikaderne.
Det ligner et mønster
For mig at se tegner der sig nu et mønster, når vi i Danmark skal udvide vores infrastruktur. Det er store opgaver, og vi sender dem derfor i internationalt udbud. Og så kører plattenslageriet ellers derfra. Vi ser det på metrobyggeriet, hvor der har været og stadig kører massevis af sager med elendigt arbejdsmiljø og massivt lønsnyd. Vi så det på Niels Bohr Institutet i København, hvor et kæmpe og hamrende avanceret ventilationsanlæg måtte laves om, og der blev efterladt en kæmpe regning til skatteyderne. Vi har set det på HOFOR Bio 4, ligeledes et kraftværk, hvor både arbejdsmiljø, uddannelse og løn haltede gevaldigt – for at sige det pænt.
Kædeansvar nu!
Det kan selvsagt ikke blive ved. Vi kan ikke blive ved med at skulle være til grin herhjemme. Det kan ikke være rigtigt, at vi ikke kan få udbygget og vedligeholdt vores infrastruktur, uden at det skal føre til den ene dårlige historie efter den anden. Lad os blive enige om, at vi har overenskomster, regler og retningslinjer. Og lad os blive enige om at overholde dem. Moderne tider kalder på moderne løsninger. Lad os få indført det kædeansvar i vores overenskomster. Lad os sikre, at ansvaret for, at en opgave bliver udført under ordenlige vilkår, også ligger hos dem, der rent faktisk byder ind på opgaven. Meget af alt det bøvl, vi ser nu, kunne vi undgå. Beskeden vil være klar. Her arbejder vi alle på lige vilkår.
Billig arbejdskraft
Som det foregår nu, hyres der en hovedentreprenør ind, som bare hyrer den billigste underentreprenør under sig. Herefter vælter problemerne op til overfladen med snyd, løndumping og kæmpe problemer med arbejdsmiljøet. Når hovedentreprenøren konfronteres med dette, så spiller de chokerede og siger, at underentreprenøren ellers havde lovet og skrevet under på, at alt skulle være i orden. Men det har ingen konsekvenser.
Jeg håber selvfølgelig, og tror på, en ordentlig løsning mellem stilladsarbejderne, entreprenørerne og bygherrerne på Asnæsværket Blok 6 hurtigst muligt. Jeg håber samtidig på, at vores arbejdsgivere kan se, at det her ikke kan blive ved. At de tager det første spæde skridt mod et bedre og mere effektivt samarbejde. Et samarbejde, hvor et kædeansvar indgår.