Selvfølgelig skal man give hånd, hvis man vil være dansk statsborger
Vores samfund bygger på lighed mellem kønnene. Det må man som ny statsborger simpelthen respektere.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Hvis man vil være dansk statsborger, vælger man Danmark til. For en udlænding bosiddende i Danmark er det endda ganske frivilligt. Det er blot et generøst tilbud om at blive en del af et ganske særligt fællesskab. Med statsborgerskabet følger rettigheder og pligter – og det er netop det sidste, som hurtigt bliver fraværende i debatten om, hvem der skal have statsborgerskab. Forleden deltog jeg i P1-Debat omkring, hvorvidt det at give håndtryk skal være et krav for at blive dansk statsborger.
For er det liberalt at lovgive om håndtryk? Nogenlunde sådan lød spørgsmålet fra værten. Det er i min bog ikke et mål i sig selv at lovgive så meget som muligt på udlændingeområdet – faktisk er jeg ligeglad med, hvor mange lys der er i lagkagen. Til gengæld bør det være det naturligste i verden, at man stiller krav for at kunne modtage et dansk statsborgerskab. For mig er det essentielle i liberalismen frihed under ansvar. Det inkluderer også, at vi stiller krav til hinanden for at blive en del af dette fællesskab. Hvis man ikke tør at stille krav, så er alting lige godt. Med andre ord er liberalisme ikke det samme som tossegod tolerance.
I Danmark har vi et samfund, som bygger på lighed mellem kønnene. Det må man som ny statsborger naturligvis respektere. Et helt afgørende brud med en sådan accept er selvsagt, hvis man ikke vil give hånd til personer af det modsatte køn. Det har intet som helst med kulturelle forskelle at gøre, det er kønsdiskrimination i sin reneste form, og det hører ikke hjemme her til lands. Egentlig burde der ikke være så meget at diskutere, for sagen er, at man i forbindelse med ansøgningen om dansk statsborgerskab skriver under på følgende: »Jeg lover troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund og erklærer at ville overholde dansk lovgivning, herunder Danmarks Riges Grundlov, og respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper, herunder det danske demokrati.« Det burde derfor være soleklart, at hvis man ikke vil give hånd til personer af modsat køn, er man ikke inden for skiven af »grundlæggende danske værdier«.