Fortsæt til indhold
Kommentar

Vil Jarlov omfavne cannabisproducenterne?

Den nye erhvervsminister har kaldt godkendelse af medicinsk cannabis for populisme, men nu er produktionen i gang, så man kan passende spørge ministeren, om han glæder sig til samarbejdet.

Majbritt Maria Nielsenskribent og foredragsholder

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Tillykke til den nye erhvervsminister! Herfra skal der lyde et spørgsmål om, hvordan den notoriske medicinske cannabismodstander, der altså nu er erhvervsminister, har tænkt sig at gå og stå i det erhvervsliv, der er mere end saftspændte og klar til at producere medicinsk cannabis længe efter den 4-årige forsøgsperiode, der startede den 1. Januar 2018, kører og efterfølgende slutter?

Siden medio 2017 har i alt 17 enkeltpersoner og firmaer i Danmark ansøgt ad de reglementerede veje om at blive godkendt til at dyrke og håndtere medicinsk cannabis. Heraf er langt de fleste blevet godkendt og de resterende få afventer lige nu godkendelse, hvis jeg har orienteret mig korrekt; hvis tallene i dette øjeblik er steget eller flere er blevet godkendt er dette kun glædeligt.

Iblandt de godkendte virksomheder er Spectrum Cannabis Danmark, der ejes af partnerskabet mellem Cannabis Growth Corporation og Danish Cannabis, der ejes af Møllerup Gods. Den anden virksomhed er gartneriet Alfred og Søn, der har slået pjalterne sammen med den næststørste producent af medicinsk cannabis, nemlig canadiske Aurora.

Spectrum Cannabis Denmark håber på at kunne levere medicinsk cannabis til omkring 60.000 syge i Europa, at beskæftige hen ved 125 ansatte og at opnå en omsætning på en halv milliard kroner. Gartneriet Alfred og Søn håber på at blive Europas største producent og på at kunne beskæftige op mod 150 mennesker og skabe samme omsætning som ovenstående konkurrent.

Alt i alt nogle meget lovende udsigter til beskæftigelse, en konkurrencedygtig og stærk positionering i et nyt, europæisk landbrugsmarked og i sidste ende en masse, indløste skattebilletter.

Under forsøgsordningen holder henholdsvis Lægemiddelstyrelsen, Landbrugsstyrelsen og Rigspolitiet øje med ansøgere, dyrkning og håndtering af den medicinske cannabis.

Ordningens produkter bliver ikke testet for virkninger og bivirkninger, som vi ellers kender det fra godkendt medicin og det er også den enkelte læge, der ordinerer forsøgsmedicinen, der skal tage ansvaret for patientens indtag af den medicinske cannabis.

Et ansvar, jeg sagtens kan forstå, få læger har turdet tage endnu, fordi Lægemiddelstyrelsen forholder sig kritisk. Problemet er bare, at den øvre vejledning, de danske læger ikke føler sig rustet med, heller ikke ruster de smertepatienter, der i højere og højere grad skaffer sig cannabis fra et kriminelt marked.

Fordi både hash, pot og altså medicinsk cannabis åbenbart virker smertelindrende på mennesker, der knapt kan rejse sig fra sygelejet om morgenen. Pt. viser undersøgelser, at legaliseringen af medicinsk cannabis er en succes og dette skaber gehør i hele verden, for eksempel i Canada, der netop har legaliseret samme.

Rasmus Jarlov kalder forsøgsordningen med medicinsk cannabis for ”populisme” og mener, at Folketinget, der vedtog ordningen uden Konservative, tilsidesætter sagkundskaben og de faglige kriterier, der normalt følger godkendelse af lægemidler.

Jeg er ikke læge, så jeg holder mig langt væk fra ekspertrollen. Jeg er dog liberal, så jeg har svært ved at problematisere, hvad folk putter ind i deres egen krop, selv om anskaffelsen fra et kriminelt marked skaber problemer; en anden debat, der bæres af et borgerforslag netop nu. Jeg tillader mig bare at spørge henholdsvis Rasmus Jarlov og landbruget, om de glæder sig til samarbejdet?